18. december 2017
ssss
ssss
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 1813 - et livsfarligt projekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

1813 - et livsfarligt projekt
Debat - 02. marts 2017 kl. 21:07
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Jytte Rothmann Johansen Praktiserende Læge Tværvej 3 Birkerød

Som det er fremgået af medierne døde en ung mand af meningitis den 1. januar i Region Hovedstaden. Forud for det tragiske dødsfald havde han kontaktet 1813 flere gange. Sidste gang med alvorlige og klassiske symptomer på den meget farlige meningococ-infektion. Opkaldet blev modtaget af en »sundhedsfaglig disponent« - som det ikke-lægelige personale kaldes i 1813 - og de meget alvorlige symptomer blev ikke opfattet som sådan. Han blev bedt om selv at søge til sygehuset, selvom han dårligt kunne støtte på sine ben og efter at han på 1813s forlangende havde fremsendt fotodokumentation af sin blodforgiftning med bakterier, i form af billeder af sig selv med de meget karakteristiske hudblødninger. I disse situationer kan minutter være afgørende, og denne række af fejl kostede muligvis den unge mand livet. Selv om det ikke er sikkert at en speciallæge i almen medicin (som er den type specialister, der sidder ved telefonerne i de andre fire regioner) kunne have reddet den unge mands liv ved, uden at tøve, at sende en akut læge og ambulance ud til ham for at give penicillin på stedet, så er det ubærligt at det ikke blev forsøgt.

Siden Region Hovedstaden for lidt over tre år siden fyrede de praktiserende læger (speciallæger i almen medicin) fra Lægevagten, er »Lægevagttelefonen« - 1813 - blevet passet af sygeplejersker, jordemødre og andre faggrupper - og som bagvagter for dem sidder speciallæger hovedsagligt fra andre specialer end almen medicin; f.eks. pensionerede kirurger, kliniske farmakologer, narkoselæger mv. Den faglige standard er som følge heraf mildest talt faldet til et ikke tidligere set lavpunkt.

At visitere akut syge ukendte personer består i en uhyre kompleks faglig helhedsvurdering. De praktiserende læger er speciallæger i denne disciplin og har specialiseret sig over mange år for at kunne påtage sig opgaven. Man skal have erfaring, og man skal vide, hvad man skal spørge om, for at finde de relativt få meget alvorligt syge blandt de mange der henvender sig. Sygeplejersker og jordmødre er slet ikke uddannede til at stille diagnoser og speciallægerne fra de andre specialer - ja, de er uddannede i andre specialer. Og nej, der gives ingen garantier, det er svært og også almen medicinere tager desværre ind i mellem fejl.

Aldrig så mange fejl før
Som praktiserende læge i Region Hovedstaden i mere end 25 år har jeg aldrig tidligere set så mange - og så alvorlige - fejlskøn og behandlinger som efter indførelsen af 1813. Jeg er kun én læge ud af 1200 praktiserende læger i regionen, men alene i min klinik har fejlbehandling medført et dødsfald som burde være undgået, hvis en læge med de rette kompetencer (som i de øvrige fire regioner) havde besvaret telefonen. Dette tilfælde drejede sig om at sønnen til en alvorligt syg mand kontakter 1813, da faderen har »rykninger i kroppen«. Faderen blev ikke tilset, men behandlet med krampemedicin pr. telefon og døde et par dage senere af den alvorlige infektion, som det viste sig han havde.

Det har i pressen for mere end et år siden været fremme, at 18 dødsfald kunne relateres til 1813. Det har regionen selv bekræftet. Hvad er tallet nu? Dertil kommer så det væld af alvorlige fejl som kunne ende helt galt, hvis ikke de pågældende syge patienter blev samlet op et andet sted i systemet - oftest hos egen læge dagen efter.

Sundhed og tryghed handler langt hen ad vejen også om penge. Hvis man sparede mange penge på 1813, kunne det muligvis i kold nationaløkonomisk forstand bruges som argument for projektet. Men det modsatte er tilfældet. 1813 er dyrere end den gamle lægevagt. Som praktiserende læge er dette temmelig åbenlyst, bl.a. ser vi hvordan en hel række patienter, herunder gamle døende patienter på plejehjemmene, bliver afhentet i ambulancer og kørt til indlæggelse på sygehusene i vagttiden, formentlig pga. fejlvurderinger og mangel på kørende læger, der kan tilse de ældre i deres hjem. Vi ved også at børneafdelingerne på regionens hos­pitaler bliver overbelastede, fordi alle børn som skal vurderes i vagttiden nu skal vurderes på sygehusene.

Så 1813 er både for meget og for lidt. For mange unødvendige og ressourcekrævende henvisninger og for mange fatale fejl. For få almenmedicinske kompetencer, for lidt faglig præcision og alt for lidt sikkerhed for patienterne.

Region Hovedstadens pressetjeneste og embedsværk forsømmer ikke en lejlighed til på at rose dette monster og er derudover utroligt lukkede. Men hvor bliver sundhedsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen af? Hvor mange fejl, hvor mange spildte ressourcer og hvor mange dødsfald skal der til, før nogen føler sig ansvarlig?