11. december 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politikere strides om kommunekøb af kunst-nekrologer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politikere strides om kommunekøb af kunst-nekrologer

Kunst skal provokere, siger borgmester, som har sagt god for at købe omstridt kommunekunst.

Danmark - 12. juli 2018 kl. 22:47
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Københavns Kommune har købt et kunstværk, der i den grad har skabt røre på de sociale medier.

Det forestiller 20 hvide A4-ark med nekrologer over kendte politikere. På hvert ark står der en enkelt sætning som for eksempel: "Lars Løkke er død", "Henrik Sass Larsen er død", eller "Birthe Rønn Hornbæk er død".

Værket er udført af kunstner og aktivist Jakob Jakobsen og har kostet kommunen 10.000 kroner. Det skal hænges op på en endnu ukendt kulturinstitution som for eksempel et plejehjem.

Men værket deler vandene. Folketingsmedlem Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet hælder værket ned ad brættet på Twitter.

- Det er usmageligt det her. Og jeg forstår ikke, at man vil bruge skatteydernes penge på den slags, skriver han.

Hans partifælle, folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff, er enig i den analyse.

Han har lagt sit eget "kunstværk" op på Twitter, hvor han har skrevet følgende på et stykke papir med henvisning til kultur- og fritidsborgmesteren i København.

- Niko Grünfeld sviner med skatteydernes penge.

Det var et enigt udvalg, der stod bag købet, siger kultur- og fritidsborgmester i København Niko Grünfeld fra Alternativet. Han glæder sig over, at værket allerede har skabt debat.

- Kunsten kan og skal skabe debat en gang imellem. Det gør dette værk åbenbart. Det har jeg det helt fint med, skriver Niko Grünfeld på Twitter.

I kommunens otte mand store billedkunstudvalg sidder også et socialdemokratisk medlem.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) mener også, at skatteborgernes penge kunne bruges bedre.

- Betyder det, at vi så snart bliver fri for at høre sætningen; "Der kan ikke spares en krone i Københavns Kommune, uden at det går ud over kernevelfærden". Det ville nemlig bare være alle tiders, skriver han.

Også folketingsmedlem Jakob Mark (SF) er utilfreds med købet.

- Jeg køber ikke præmissen om, at politikere ikke må have holdning til kunst. Det er meningen med kunst, at det skal vække holdninger.

- Ligesom kunstnere må have holdning til politik. Min holdning til værket af Jakob Jakobsen er, at det er spild af penge, ligegyldigt og grimt, skriver han.

Billedkunstudvalget består af tre folkevalgte politikere fra Københavns Borgerrepræsentation og fem fagfolk.

Billedkunstudvalget har et budget på 675.000 kroner til kunstkøb i år.