27. oktober 2020
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er utilfreds med Finanstilsynets håndtering af, at Danske Bank uberettiget har inddrevet gæld fra bankens kunder. (Arkivfoto)
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er utilfreds med Finanstilsynets håndtering af, at Danske Bank uberettiget har inddrevet gæld fra bankens kunder. (Arkivfoto)
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kollerup om fejl i Danske Bank-sag: Det burde ikke kunne ske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kollerup om fejl i Danske Bank-sag: Det burde ikke kunne ske

Erhvervsministeren kritiserer Finanstilsynet, der misforstod Danske Bank om uberettiget inddrivelse af gæld.

Danmark - 01. oktober 2020 kl. 14:44
Af Ritzau

Finanstilsynet har ikke gjort sit arbejde godt nok i sagen om, at Danske Bank uberettiget har inddrevet gæld fra mange af bankens egne kunder.

Det fastslår erhvervsminister Simon Kollerup (S) torsdag under et samråd i Folketingets Erhvervsudvalg, som SF har indkaldt til.

- Jeg vil gerne i dag slå fast, at jeg anser det for at være utilfredsstillende og en fejl, at Finanstilsynet misforstod bankens oplysninger om, hvorvidt banken havde sat en effektiv stopper for den uretmæssige opkrævning.

- Det burde ikke kunne ske, og det udtaler jeg derfor min kritik af i dag, siger Simon Kollerup.

Allerede i oktober 2019 blev Finanstilsynet bekendt med, at Danske Bank muligvis havde et problem med sin inddrivelse af gæld og inddrev gæld fra flere tusinde kunder i strid med reglerne.

Alligevel reagerede tilsynet først efter, at Berlingske og TV2 begyndte at skrive om sagerne i august i år. Det viser en aktindsigt ifølge DR.

Finanstilsynet havde ifølge eget udsagn fået den opfattelse, at Danske Bank ville stoppe med at udsende fejlbehæftede opkrævninger.

Først i september i år gik det op for tilsynet, at det ikke var sket med de kunder, som allerede havde modtaget forkerte opkrævninger.

- Danske Bank havde alene sikret sig, at nye kunder i inkassoafdelingen blev opkrævet korrekt, idet de blev kontrolleret manuelt, siger Simon Kollerup.

Danske Bank har i sin redegørelse til Finanstilsynet vurderet, at omkring 17.000 kunder blandt i alt cirka 600.000 sager kan være blevet opkrævet for store beløb.

Danske Bank vurderer, at det samlede beløb er omkring 25 millioner kroner. Det oplyser Finanstilsynet.

Finanstilsynet beklagede tidligere torsdag miseren.

- Det er meget beklageligt, at der har været denne misforståelse mellem os og banken, sagde Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, i en pressemeddelelse.

Misforståelsen betød ifølge Simon Kollerup, at Finanstilsynet ikke allerede i 2019 gav Danske Bank påbud om at standse inddrivelsen af gæld for alle eksisterende kunder i bankens inkassoafdeling.

Det skete først i september i år.

Simon Kollerup oplyser, at han selv blev orienteret om sagen 28. august i år.

SF's erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, kalder sagen for "en skandale af gigantiske dimensioner", og at den påvirker borgernes tillid til samfundet.

Ifølge Simon Kollerup er Finanstilsynet i gang med at evaluere sagen og ikke mindst, hvordan man kan undgå en gentagelse.

Han fortæller også, at Finanstilsynet, når det har modtaget Danske Banks udlægning, vil vurdere, "om det er relevant at iværksætte en uvildig undersøgelse eller indsætte sagkyndige til at følge banken i en periode".

- Jeg vil også gerne understrege, at hvis nye oplysninger måtte afsløre og dokumentere, at Finanstilsynet er blevet vildledt eller misinformeret i sagen, så vil det selvfølgelig få konsekvenser, siger Simon Kollerup.

Strafferammen for det går fra en bøde til fængsel i op til fire måneder, oplyser erhvervsministeren.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?