20. november 2017
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Enhedslisten: Franske Total høster fordele af nordsøaftale

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Enhedslisten: Franske Total høster fordele af nordsøaftale

Formålet med Mærsks "revolverdiplomati" under Nordsø-aftale var at hæve prisen før salg, mener Enhedslisten.

Danmark - 21. august 2017 kl. 11:55
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Franske Total vil videreføre aftalen om en genopbygning af Tyra-feltet i Nordsøen.

Enhedslistens erhvervsordfører, Pelle Dragsted, frygter, at den nye ejer også vil høste fordelene af nordsøaftalen, som kom på plads i starten af året.

- Politikerne har ladet sig skræmme, hver gang de har forhandlet med Mærsk. Og Mærsk har været dygtig til at anvende et revolverdiplomati, fordi indtægterne fra nordsøolien har været så vigtig.

- Det er i sidste ende danske skatteydere, der betaler. Den kompensationsaftale, man har lavet, koster penge, og dem finder man andre steder, siger han.

Mandag morgen kom det frem, at A.P. Møller-Mærsk afhænder selskabets olie- og gasforretning. Aftageren er det franske olieselskab Total, der må lægge omkring 47 milliarder kroner.

Pelle Dragsted fremhæver, at nordsøolien er samfundets fælles ressource, og at Danmark har en lavere beskatning i forhold til nabolande.

Han mener, at ordførerne, som har nikket ja til aftalen, har været bevidste om, at et salg var på vej, hvilket har været ventet i pressen længe.

- De partier, som var med i aftalen, må sidde med en mærkelig fornemmelse i munden. Man har forhandlet med Mærsk, og det første, Mærsk gør, er at afhænde forretningen og hente en solid fortjeneste hjem, siger Pelle Dragsted.

Spørgsmål: Hvad nu hvis en mere lukrativ aftale var det, der skulle til for at lave en aftale og sende flere penge i omløb i samfundet?

- Det er en diskussion, som man kan have mange holdninger til.

- Det er lykkedes olieselskaberne i Danmark at få aftvunget sig nogle vilkår, som er betydeligt bedre end andre steder.

- Den indtjening, vi som befolkning har på vores egne naturressourcer, og som vi kunne anvende til investeringer og velfærd, er dermed bare lavere, siger Pelle Dragsted.

I marts blev staten og Dansk Undergrunds Consortium enige om en ny aftale for indvinding af olie og gas. Det skete, fordi Tyra-feltet trængte til en renovering. Desuden er olieprisen faldet markant.

Enhedslisten var sammen med Alternativet de to eneste af Folketingets partier, der stemte imod aftalen med Mærsk.

Nordsøaftalen sikrer, at faciliteterne på feltet bliver renoveret og genopbygget for op mod 30 milliarder kroner.

Kritikere har anført, at regningen for aftalen bliver tørret af på skatteyderne, og at dele af aftalen har været mørklagt.

Tip os

Del din historie eller billeder

Send en e-mail til:
sndk@sn.dk