2. august 2021
Statsminister Mette Frederiksen (S) holdt fredag sin partiledertale ved Folkemødet på Bornholm. Hun har snart været statsminister i to år.
Statsminister Mette Frederiksen (S) holdt fredag sin partiledertale ved Folkemødet på Bornholm. Hun har snart været statsminister i to år.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Corona har præget regeringens første to år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Corona har præget regeringens første to år

27. juni har Mette Frederiksen (S) været statsminister i to år. Der har været sager, som har presset regeringen, men den fremstår stærk, mener kommentator.

Danmark - 18. juni 2021 kl. 20:00
Af Ritzau

Normalt vil en sværm af mennesker forsøge at tage en selfie eller få sig en uformel snak med Mette Frederiksen (S), når hun deltager ved Folkemødet i Allinge på Bornholm.

Sådan var det ikke i år, hvor statsministeren for en yderst kort bemærkning var forbi ad to omgange torsdag og fredag.

Efter over et år med corona som en fast del af livet er samfundet nu ved at genåbne til sit normal-jeg fra før corona.

Afviklingen af Folkemødet efter sidste års aflysning er et tegn på det. Det er godt nok i en amputeret udgave, og nok derfor kunne statsministeren vandre mere uforstyrret rundt.

Sangerinden Alberte varmede op til Frederiksens partiledertale fredag ved blandt andet at synge "Lyse Nætter", som var populær, da samfundet var mest nedlukket under coronakrisen.

Mette Frederiksen sad på første række foran Folkemødets hovedscene og sang med, mens solen bragede ned over Allinge med 27-28 grader.

Apropos corona. Så har den verdensomspændende virus selvsagt præget en god del af regeringens første to år ved magten. Når datoen runder 27. juni, har Mette Frederiksen været statsminister i to år, altså halvvejs i en fuld regeringsperiode.

Og det går ganske godt for hende og regeringen. Det mener Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

- Det er meget tydeligt, hvad Mette Frederiksens projekt er, og det tror jeg, er en stor styrke. At de har et ideologisk pejlemærke for, at det, de gør, er vigtigt, siger Holstein.

Men der er udfordringer i horisonten. Holstein vurderer, at særligt forholdet til støttepartierne er blevet mere anstrengt. Måske mest til Enhedslisten og De Radikale.

- Der ligger nogle sager, som skal lande efter sommeren. Eksempelvis spørgsmålet om Ydelseskommissionen, hvor regeringen skal være påpasselige, hvis de skal have Enhedslisten med.

- Også forholdet til Radikale Venstre er stadig mere elendigt. Både fordi de ikke kom i regering for to år siden, og fordi der ikke er sket det store på udlændingepolitikken, siger han.

Mette Frederiksen havde ikke tid til Ritzau fredag efter sin partiledertale. Torsdag kom hun dog ind på regeringens første to år ved et arrangement i Allinge.

Hun erkendte, at coronakrisen har været en kæmpe udfordring.

- Jeg oplever, at langt de fleste danskere godt ved, hvor svært det har været at lede et land igennem en pandemi. Sværere opgave får man nok ikke med denne position.

- Da vi stod ved pressemødet 11. marts sidste år og lukkede Danmark ned, der vidste vi reelt ikke, hvad vi egentlig gjorde.

- Vi vidste ikke, hvad vi stod over for, vi kendte ikke konsekvenserne. Hverken af at træffe et andet valg eller det valg, vi traf den dag, sagde hun torsdag med henvisning til det pressemøde, hvor den første store nedlukning blev annonceret.

Men, sagde hun også:

- Nu kan I se resultatet. Vi fik ikke en tredje bølge, som mange andre lande fik.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, roser statsministeren for at lukke samfundet ned hurtigt, da coronasmitten begyndte at ramme Danmark sidste år. Men så er det gået ned ad bakke derfra, mener han.

- Hvis man lægger corona lidt væk, så har vi en regering, som systematisk og målrettet har gjort Danmark fattigere. Som har gjort det mere dyrt at være dansker. Som har indskrænket det frie valg, siger han.

Om regeringens coronahåndtering siger Venstres formand:

- Man skal passe på med at være for bagklog her. Men jeg vil hæfte mig ved de ting, jeg anfægtede undervejs. Den manglende inddragelse af Folketinget var forkert.

Han henviser blandt andet til den første midlertidige epidemilov, som ifølge Ellemann-Jensen endte med "at køre resten af os ud på et sidespor".

- Minksagen står også for mig som en demokratisk skandale, fordi man mod bedre viden gik ud og lukkede et helt erhverv med et fingerknips. Det har kostet mennesker deres livsværk, og det har kostet danske skatteborgere mange milliarder kroner, siger Ellemann-Jensen.

Han henviser til minksagen, hvor millioner af mink skulle aflives, fordi en coronavirus var muteret blandt mink og havde spredt sig til mennesker.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?