17. maj 2021
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 104.824 coronavaccinestik er givet mandag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

104.824 coronavaccinestik er givet mandag

Mandag var landets anden storskalavaccinationsdag. 104.824 vaccinedoser blev givet, oplyser Magnus Heunicke.

Danmark - 12. april 2021 kl. 22:47
Af Ritzau

104.824 personer har mandag fået et stik med coronavaccinen. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

- Nu evalueres resultatet, så vi er klar til fortsat effektiv udrulning. Stor ros til alle involverede i storskalaforsøget. Tak for indsatsen. Vi fortsætter arbejdet, skriver han.

De mange stik er givet på dagen, hvor vaccinationssystemet skulle stresstestes, så det kan blive klart til at vaccinere 100.000 dagligt.

Det er den anden storskalavaccination, systemet har været igennem. I februar var regioner igennem en lignende prøve - dengang skulle 30.000 vaccineres på en dag.

Dagen er gået godt, beretter de fleste regioner. Dog har der enkelte steder været perioder med kø og ventetid, mens der andre steder har været problemer med it-systemet, der indregistrerer borgernes vaccination.

I Region Hovedstaden var der ved vaccinationscenteret ved Øksnehallen på Vesterbro i København sent mandag eftermiddag en ventetid på over en time. Det skrev TV2Lorry.

Ifølge regionen er problemet opstået, fordi folk tropper op i for god tid til deres vaccination.

- I betragtning af, hvor mange der går igennem, er det gået rimeligt godt. Vi har haft overvejelser, om vi skulle bede dem, der er kommet meget for tidligt, om at vente i deres biler. Men vi har vurderet, at det har været forsvarligt, som køen har været, siger Helene Bliddal Døssing, konstitueret vicedirektør i Akutberedskabet i Region Hovedstaden.

Mandagens vaccineopgørelse fra Statens Serum Institut viser, at 883.375 personer i alt har fået mindst et stik med coronavaccinen, siden udrulningen af vaccinationer startede i slutningen af december sidste år.

I tirsdagens opgørelse vil der med de 104.824 nyvaccinerede være tæt på en million påbegyndt vaccinerede.

I alt har 15,1 procent af befolkningen fået mindst et stik med coronavaccinen, mens 7,7 procent af borgerne er færdigvaccinerede.

Siden oktober sidste år har det været obligatorisk at bruge mundbind i blandt andet det offentlige rum og detailhandlen. Ønsker du, at mundbindet droppes hurtigst muligt?