19. oktober 2019
Da landstræner Luis Aragonés fra 2004 formåede at få spillerne på Spaniens fodboldlandshold til at se frem mod et fælles mål og lægge hverdagens klubrivaliseringer bag sig, gav det resultater.
Da landstræner Luis Aragonés fra 2004 formåede at få spillerne på Spaniens fodboldlandshold til at se frem mod et fælles mål og lægge hverdagens klubrivaliseringer bag sig, gav det resultater.
Foto: Vincent Michel/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kan spanske politikere lære af fodboldlandsholdet?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kan spanske politikere lære af fodboldlandsholdet?
Ambassadøren har ordet - 02. juli 2018 kl. 11:26
Af John Nielsen, ambassadør i Spanien
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk
arrow Læs også: Kan man være på fornavn med Jupiter?

Udfordringerne er til at tage og føle på for den nye spanske regeringsleder Pedro Sanchez. Konflikten i Catalonien og ulmende løsrivelsestendenser i Baskerlandet er kommet i kølvandet på en økonomisk krise, som på trods af de seneste års positive væksttal, stadig efterlader Spanien med den næsthøjeste ungdomsarbejdsløshed i Europa.

Sanchez står ikke over for nogen nem opgave. Men måske kan han søge inspiration hos det spanske fodboldlandshold.

I disse VM-tider er det værd at huske på, at det kun er 10 år siden, at Spanien for alvor trådte ind på den internationale landsholdsscene i en ledende rolle. Før EM-titlen i 2008 havde Spanien altid været et hold, der var store forventninger til. Da det kom til stykket, nåede »La Roja« dog aldrig særligt langt. Forklaringen lød altid, at det var, fordi spillerne prioriterede klubfodbolden og derfor ikke fungerede som et hold, der kæmpede for Spanien.

Det var først, da Luis Aragonés blev udnævnt til spansk landstræner i 2004, at det begyndte at ændre sig. Hans største bedrift var, at han formåede at få spillerne til at se frem mod et fælles mål og lægge hverdagens klubrivaliseringer bag sig, når de mødte ind i landsholdslejren. Det førte til yderligere to titler ved VM i 2010 og EM i 2012.

Den spanske landsholdsback Jordi Alba, der til daglig spiller i FC Barcelona, forklarede i et nyligt interview denne arv fra Aragonés meget godt. Han fortalte, at han i landsholdslejren er meget sammen med Real Madrid-spillere, fordi de har det sjovt sammen. Men hvis det stod til ham, skulle Real Madrid tabe stort set alle sine kampe i ligaen og ligge på nedrykningens rand hvert år.

Politisk krise

Den modningsproces, landsholdet har gennemgået, er desværre ikke smittet af på spansk politik. Endnu. Den økonomiske krise fra 2008 til 2013 er blevet afløst af en politisk krise, som er i færd med at ændre det politiske landskab i Spanien og har givet den lokale nationalisme vind i sejlene.

Siden indførelsen af demokratiet i anden halvdel af 1970'erne og indtil for ganske få år siden fungerede spansk politik som et pendul. Der var to store partier, socialistpartiet PSOE og det konservative parti PP, som gennem fire årtier på skift besad regeringsmagten. De to partier har lige så meget til overs for hinanden, som Real Madrid og Barcelonas tilhængere har. Spanien har derfor ingen tradition for regeringssamarbejde mellem partier, og parlamentet har i mange år kun spillet en sekundær rolle.

Den økonomiske krise og de seneste års politiske splittelser i landet, ikke mindst i forhold til uafhængighedsbevægelsen i Catalonien, har bidraget til, at det politiske landskab har ændret sig drastisk. I dag er det ikke kun de to store partier, som kæmper om magten. Der er nu fire om buddet - med de nye partier Podemos og Ciudadanos' opkomst.

Dialogsøgende stil

I slutningen af maj blev den konservative premierminister Mariano Rajoy væltet ved et mistillidsvotum i parlamentet. Socialistlederen Sanchez overtog magten, på trods af at partiet kun har 85 ud af 350 medlemmer i kongressen. Sanchez har lagt fra land med en mere dialogsøgende stil og fokus på at sikre skiftende flertal omkring sine lovforslag.

Han har dannet en regering, der på mange måder understøtter de vigtigste linjer i hans politik, med stor fokus på ligestilling (11 ud af 17 ministre er kvinder), bæredygtighed, uddannelse og Europa. Han har valgt at danne en regering med uafhængige teknokrater på en række af de vigtigste poster. De andre partier i parlamentet har alle mere eller mindre modvilligt måttet anerkende, at Sanchez har udpeget en kompetent regering, og accepteret, at han er kommet for at blive, i hvert fald frem til næste valg i juni 2020.

Pedro Sanchez har på kort tid formået at dæmpe konflikten i Catalonien. I modsætning til sin forgænger Mariano Rajoy, har Sanchez inviteret den nye regionalpræsident i til at indlede en dialog. Om ikke andet, så dog for at tale om tingene og finde løsninger inden for forfatningens rammer.

Det unge spanske demokrati er på vej ind i en ny fase. Den stabilitet, det tidligere topartisystem trods alt leverede, vil blive afløst af mere politisk ustabilitet, men formentligt også mere demokrati. Partierne må indstille sig på, at der fremover skal forhandles på tværs af partiskel, at der skal indgås kompromisser og laves bredere samarbejdsaftaler.

Om det vil lykkes for Pedro Sanchez at blive »Spaniens politiske Aragonés« og få landet til at spille sammen som et hold, er fortsat for tidligt at sige. Indtil videre har han kastet sig frygtløst over opgaven.

arrow Med mere velstand følger mere affald
02. august 2018 kl. 13:55 Opdateret: kl. 13:55
arrow Der er 16.000 km mellem Danmark og Australien, men ...
30. juli 2018 kl. 08:19 Opdateret: kl. 17:19