18. november 2017
EU's Erasmus-program for udveksling af unge er ikke opkaldt efter Holbergs Erasmus Montanus, men efter den hollandske filosof Desiderius Erasmus.
EU's Erasmus-program for udveksling af unge er ikke opkaldt efter Holbergs Erasmus Montanus, men efter den hollandske filosof Desiderius Erasmus.
Foto: Vlada Photo / shutterstock
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Erasmus - en europæisk succeshistorie om unge, udveksling og internationalt udsyn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erasmus - en europæisk succeshistorie om unge, udveksling og internationalt udsyn
Ambassadøren har ordet - 08. august 2017 kl. 08:10
Af Kim Jørgensen, Danmarks ambassadør ved EU-repræsentationen i Bruxelles
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

EU's Erasmus-program for udveksling af unge har 30 års fødselsdag i år. Flere end 130.000 unge danskere har haft gavn af programmet. Og nej, det er ikke opkaldt efter Holbergs Erasmus Montanus, men efter den hollandske filosof Desiderius Erasmus. Målet er heller ikke, at de unge skal komme bedrevidende hjem fra udlandsophold som Holbergs berømte Erasmus: »En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten«. Målet er at give unge oplevelser og en større viden om andre lande i Europa. Erasmus-programmet er en enestående europæisk succes.

arrow Læs også: Made in Bangladesh

For et år siden var der ellers ikke meget optimistisk at sige om EU og Europa. Selvom det begyndte at se lysere ud for økonomien, var EU præget af, at man var gået fra den ene krise til den næste siden finanskrisens start i 2008 og med migrationskrisen som den største og mest synlige. Nu fornemmes en øget optimisme og positivitet omkring det europæiske samarbejde. Hvordan kan det nu være? Der er formentlig mange årsager: Forbedring i europæisk økonomi, de nylige valg i bl.a. Nederlandene og Frankrig, et indre sammenhold i lyset af den bredere internationale udvikling, herunder ikke mindst valget af Trump og Brexit, har ført til at EU27 lige nu er præget af en vilje til at stå sammen, som vi ikke har set længe.

En yderligere årsag er formentlig, at det i de senere år er lykkedes fra europæisk side at fokusere på det, der samler snarere end det, der skiller. Samtidig har EU - kriserne til trods - evnet fortsat at vedtage vigtig ny lovgivning til gavn for borgere og virksomheder. Det gælder også for de unge, hvilket det europæiske uddannelsessamarbejde Erasmus+ programmet er et meget konkret eksempel på.

Derfor fejres 30-året for Erasmusprogrammet igennem 2017 over hele Europa.

Desiderius Erasmus fra Rotterdam var berømt for sin modstand mod dogmatisme, og han levede og arbejdede mange forskellige steder i Europa med det eksplicitte formål at udvide sin horisont og dermed også at bedre forstå sig selv. Siden 1987 har Erasmus givet unge mennesker fra alle europæiske lande mulighed for at indhøste nye erfaringer og udvide deres horisont ved at tage til udlandet.

Erasmus+ er måske mest kendt for mobilitet for studerende i videregående uddannelser, men programmet dækker meget mere. Programmet dækker alle grupper under uddannelse og er meget mere end individuel mobilitet. For eksempel kan nævnes den Europæiske Volontør tjeneste (EVS), som er tilbud til unge om at tilbringe op til 12 måneder i udlandet og udføre frivilligt arbejde. Danske organisationer har ligeledes mulighed for at få tilknyttet en ung person fra et andet land, som kan give en hjælpende hånd. Det tidligere program for voksnes livslang læring var sågar opkaldt efter vores helt egen Grundtvig - inspireret af den danske tanke om folkeoplysning og almen uddannelse.

Der er mange gode historier i det program udover Erasmus-delen: Muligheden for at være frivillig med betaling, stærkt samarbejde skoler imellem, voksenuddannelse, policy-udvikling, sprogundervisning med øremærkning af midler til flygtninge.

Det, der begyndte som en beskeden mobilitetsordning for studerende på videregående uddannelser tilbage i 1987 med kun 3.200 studerende i sit første år, har igennem de sidste 30 år udviklet sig til et flagskibsprogram, som hvert år gavner næsten 300.000 europæiske unge. Samtidig er programmet blevet bredere, da det nu giver mulighed for studieforløb og praktik-/lærlingepladser inden for såvel videregående uddannelse som erhvervsuddannelse, frivilligt arbejde samt ungdoms- og personaleudveksling i alle former for uddannelse, undervisning, ungdom og idræt.

Den geografiske rækkevidde går i dag også videre end blot EU og der deltager i dag 33 lande (omfattende samtlige 28 EU-lande plus Tyrkiet, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Norge, Island og Liechtenstein).

Erasmus-programmets indvirkning på almindelige unge menneskers liv var hovedtemaet i den succesfulde fransk-engelsk-spansk-tysk-italiensk-belgisk-danske film »The Spanish Appartment« (l'Auberge Espagnole) fra 2004, hvor en gruppe unge mennesker fra forskellige lande i Europa lærer hinanden at kende i under et Erasmus-ophold i Barcelona. Her er den bl.a. vilde festabe fra London, den meget tilbagelænede dansker, den organisationsfokuserede tysker, den stenede italiener, den selvoptagede franskmand, som alle vil kunne genkende. Alle oplever de og lærer at værdsætte hinandens forskelligheder og de nationale mærkværdigheder, der i sidste ende samler mere end de skiller.

Erasmus-programmet har netop haft sin 9 mio. deltager. Danmark har været med fra starten i 1987 - og flere end 130.000 unge danskere har haft gavn af programmet siden da.

Samtidig udgør programmet en fantastisk platform for markedsføring af Danmark, idet også europæiske unge rejser til Danmark for at lære det danske samfund at kende f.eks. ved studieophold ved danske videregående uddannelser. Siden det nye Erasmus+ program blev lanceret i 2014 har de danske videregående uddannelsesinstitutioner i gennemsnit modtaget 6.300 udenlandske studerende om året. Disse unge mennesker rejser fra Danmark igen beriget med et bedre kendskab til vores samfundsmodel - og mange fastholder en varm tilknytning til os danskere lang tid efter, at de er rejst hjem igen.

Det, der begyndte som et mindre udvekslingsprogram for studerende i 1987, har udviklet sig til noget meget større, gjort livet rigere for mere end 9 millioner (unge) europæere og haft en indirekte positiv effekt på mange, mange andre.

arrow Tysklands vigtige valg
02. august 2017 kl. 11:39 Opdateret: kl. 15:30
arrow Fra bistand til business - Tanzania et land i vækst
30. juli 2017 kl. 08:30 Opdateret: kl. 15:30
arrow Estland - tættere på end mange tror?
28. juli 2017 kl. 07:36 Opdateret: kl. 11:50