14. november 2018
Norge har altid levet af havet, hvad enten det var søfart, fisk eller olie, og man har troen på, at havet på en ny måde vil blive en del af Norges fremtidige rigdom. Her er det et glimt af Stavanger, Norges »oliehovedstad«.
gallery icon

Se billedserie

Norge har altid levet af havet, hvad enten det var søfart, fisk eller olie, og man har troen på, at havet på en ny måde vil blive en del af Norges fremtidige rigdom. Her er det et glimt af Stavanger, Norges »oliehovedstad«.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Det går ufatteligt godt i Norge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det går ufatteligt godt i Norge
Ambassadøren har ordet - 25. juli 2018 kl. 06:41
Af Jarl Frijs-Madsen, ambassadør i Norge
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vi danskere har for længst forstået, at vores norske broderfolk er rige, lykkelige og fuldstændig suveræne, når det gælder vinter-OL. Men mange af os har også haft en fornemmelse af, at nye tider var på vej - at den økonomiske optur og høje rigdom ikke kunne vare ved.

arrow Læs også: Kan man være på fornavn med Jupiter?
Fra fattigst til rigest

Flere faktorer har haft indvirkning på Norges udvikling fra et af de fattigste lande i Europa omkring 1. verdenskrig til det næstrigeste land i verden i 2014. Det helt centrale har selvfølgelig været fundet, udvinding og salget af enorme mængde af olie og gas siden 1969.

Når både nordmænd og udlændinge har tænkt, at den optur snart kunne være forbi, skyldes det tre mulige scenarier: 1) Olien slipper op. 2) Prisen på olie styrtdykker og gør udvinding urentabelt. 3) I sammenhæng til sidstnævnte: Prisen på vedvarende energikilder bliver så lave, at markedet for olie forsvinder.

Vendt til noget positivt

Norges fastlandsøkonomis tætte korrelation med »off shore-økonomien« (de industrier, der foregår på havet) blev krystalklart i 2014, da olieprisen faldt fra over 100 US-dollars/tønde til under 30 US-dollars/tønde. Det medførte en krise, som mange gange oversteg finanskrisen i Norge i 2008. Norsk økonomi gik i stå. Arbejdsløsheden steg, og mismodet bredte sig.

De gyldne tider var forbi, tænkte man. Men sådan skulle det ikke gå. I løbet af 2016 begyndte økonomien langsomt at vende, og i 2017 var væksten tilbage på næsten 2 procent og arbejdsløsheden tæt på at være ikke eksisterende. Denne positive udvikling spås at fortsætte i mange år fremover.

Men er det så ikke blot et spørgsmål om tid, før der kommer et nyt og måske mere varigt prisdyk, som for alvor sætter norsk økonomi i stå? Ikke nødvendigvis. Norske virksomheder i off shore-industrien viste under krisen 2014-2016 en imponerende omstillingsevne. Det gjaldt både olieselskaberne og den store klynge af underleverandører, som servicerer olieselskaberne (næsten 180.000 arbejdspladser er direkte eller indirekte relateret til olie- og gasindustrien i Norge).

Underleverandører fandt nye kunder både i Norge, inden for andre industrier og i udlandet - her godt hjulpet på vej af en norsk krone, som var devalueret med 20 procent. Og olieselskaberne skar deres omkostninger i en sådan grad, at man vil kunne tjene gode penge ved endog meget lave oliepriser. Visse felter er nu rentable ved en oliepris på 17 US-dollars/tønde, hvilket i skrivende stund er 50 US-dollars lavere end den nuværende pris.

Samtidig har Norge påbegyndt forberedelsen af »tiden efter olien«. Ikke med raketfart, men dog langsomt og sikkert. Der investeres i digitalisering, life science, infrastruktur, bæredygtig byudvikling og i havet. Norge har altid levet af havet, hvad enten det var søfart, fisk eller olie, og man har troen på, at havet på en ny måde vil blive en del af Norges fremtidige rigdom.

Og så har man jo den statslige oliefond med en svimlende formue på 6000 mia. danske kroner. Så oven i at Norges BNP pr. indbygger er ca. 100.000 kr. højere end Danmarks - år efter år - så har nordmændene gennem Oliefonden en opsparing/formue, der svarer til 1,2 mio. danske kroner pr. nordmand. Fra baby til olding. Det giver Norge stærke kort på hånden til den omstilling, der, som nævnt, trods alt skal finde sted de næste 10 år.

Gør Danmark rigere

Og hvad betyder så denne gunstige økonomiske situation i Norge for os danskere? Den betyder utrolig meget for vores økonomi og dermed for den enkelte dansker. Bortset fra Tyskland, Sverige og USA har intet land i verden så stor positiv betydning for vores velstand som Norge. Af tre grunde.

For det første er Norge vores 5. største eksportmarked. Vi eksporterede sidste år for 70 mia. danske kroner til Norge.

For det andet er det vores 2. største turistmarked. Nordmænd har 2,5 mio. overnatninger i Danmark om året og lægger mange penge.

Endelig er Norge blandt de fem største investorer i Danmark. Disse investeringer i virksomheder skaber arbejdspladser og vækst.

Så det kan godt være, at vi sidder ved middagsbordet og er lidt misundelige på vores norske naboer og måske endda fortæller den mytebelagte, morsomme, men usandfærdige historie om en dansk udenrigsminister, som forærede Norge »al« olien til gengæld for nogle glas whisky. Men faktum er, at det, der er godt for Norge, er også godt for Danmark. Og det har danske virksomheder forstået. De fortsætter med at indtage det norske marked inden for alle de områder som er drevet af vækst, megatrends og dermed markedsmuligheder.

arrow Med mere velstand følger mere affald
02. august 2018 kl. 13:55 Opdateret: kl. 13:55
arrow Der er 16.000 km mellem Danmark og Australien, men ...
30. juli 2018 kl. 08:19 Opdateret: kl. 17:19