11. april 2021
Madaffaldet samles og bruges til at lave biogas af. Arkivfoto: Jens Wollesen
Madaffaldet samles og bruges til at lave biogas af. Arkivfoto: Jens Wollesen
Foto: Jens Wollesen SJ-MEDIER
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Snart skal du have en ekstra skraldespand i dit køkken: Læs hvorfor

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Snart skal du have en ekstra skraldespand i dit køkken: Læs hvorfor
Allerød - 08. marts 2021 kl. 07:11
Af Martin Stokkebro Moestrup

Man kan godt begynde at vænne sig til tanken om en ekstra skraldespand i køkkenet.

20 ud af 21 medlemmer af byrådet har således sagt ja til en ny indsamlingsordning for madaffald, der indebærer, at der uddeles en køkkenskraldespand til samtlige husholdninger i Allerød, hvori man skal samle fiskeben, æbleskrog og udkogte kartofler.

Enfamilieshusene vil få udskiftet deres restaffaldsbeholder ude på vejen (den med papirsække) med en todelt plasticbeholder med rum til henholdsvis restaffald og madaffald. I etageboliger kommer der en særskilt beholder, som man skal smide madaffaldet fra sin nye køkkenskraldespand ud i.

Affaldsbekendtgørelsens definition af madaffald
Animalske og vegetabilske madrester, fødevarer der er blevet for gamle, fraskær og skræller fra råvarer til madlavning, kaffefiltre mv.
En ud af ti sorteringer

Baggrunden er regeringens klimaudspil, der har krav om sortering i ikke mindre end ti forskellige 'fraktioner', som det hedder. Ifølge den nye Affaldsbekendtgørelse, der trådte i kraft i december, skal kommunerne hurtigst muligt og senest 1. juli i år planlægge en ordning for indsamling af madaffald. Allerød Kommune planlægger dog at søge dispensation fra fristen, så indsamlingen af madaffald sker inden udgangen af 2022.

Madaffaldet bruges til at lave biogas. Inden da skal de plasticposer, som man som borger vil få udleveret løbende til den nye køkkenskraldespand, dog sorteres fra.

Netop det, at man skal bruge fossile poser, fik Enhedslistens Rasmus Keis Neerbek, der også er medlem af teknik-, erhverv-, plan- og miljøudvalget, hvor sagen startede, til at stemme imod den nye ordning. Enhedslisten havde hellere set, at man havde valgt at bruge en pose af papir eller af bioplastik.

"Det er for at markere, at vi synes, det er ærgerligt, at man vælger den ringeste løsning ud fra et klimasynspunkt. Når det er sagt, synes vi, det her med indsamlingen og sorteringen er et stort fremskridt," siger han.

Ulækre papirsposer

Valget af de fossile poser skete på baggrund af en rapport fra COWI om indsamlingen af madaffald. Her scorede den fossile pose højt på serviceniveau og økonomi, men lavt på klima og miljø.

De ti fraktioner, der skal sorteres i ifølge regeringens klimaudspil
  • Plast, papir, metal, glas, pap og restaffald (sorteres allerede)
  • De sidste er, udover madaffald, fødevarekartonner, farligt affald og tekstiler
  • Allerød Kommune arbejder sideløbende med den nye model for indsamling af madaffald med, hvordan indsamlingen af fødevarekartonner, farligt affald og tekstiler skal foregå

"En erfaring andetstedsfra er, at det ikke bliver så lækkert at bruge papirsposer til bioaffald," siger Miki Dam Larsen (S), formand for teknik-, erhverv-, plan- og miljøudvalget.

Han tror, de fleste bakke op om den ekstra sortering.

"Jeg tror, flertallet vil tage positivt imod det. Vi har langt flere henvendelser på, at folk insisterer på at sortere bedre, end at sortering er irriterende. Jeg synes også personligt, at det er rart at kunne sortere på matriklen," siger han.

Regeringen overvejer mulighed for bilfrie søndage. Er det en god idé?