

Se billedserie
"Hvor er der bare et kæmpe behov hos de ældre for at få en snak. Mange af dem flåede jo nærmest arme og ben af én for at få os ind til en kop kaffe og en sludder."
"Det var mega fedt at se personalets overskud i en svær tid. Selv om man kunne se trætheden i øjnene på dem, når de satte sig ned og tog en kop kaffe, så var det bare op og vise gåpåmod og overskud over for de gamle, så snart pausen var slut. De havde endda overskud til at takke os for vores indsats. Det var så rart at være der."
Det første citat kommer fra Morten Foldager og det andet fra Lennarth Spanggaard. De to ansatte ved Klub Allerød er blandt de kommunale ansatte, der under den nuværende coronanedlukning har givet en hånd med på et noget uvant arbejdsområde - ældreplejen. Det har været en stor oplevelse og en øjenåbner.
Morten Foldager var blandt andet otte dage på Skovvang Plejecenter.
"Arbejdet udviklede sig til mere at være en snak med de ældre. Jeg tror, at man i vores travle hverdag glemmer de ældre og deres kæmpe behov for at være sociale," siger han.
Sammen med Lennarth Spanggaard sagde han ja til at træde til, da Allerød Kommune i starten af december bad om hjælp til den pressede ældresektor.

Til daglig er Morten Foldager (t.v.) afdelingsleder og Lennarth Spanggaard klubmedarbejder hos Klub Allerød. Foto: Allan Nørregaard
"Jeg meldte mig for at give en hånd med, fordi jeg synes, det var en opgave, der skulle løses. Det var naturligt for mig at hjælpe. Jeg er ingen helt, men gjorde en lille indsats på et område, hvor der er et stort behov," siger Lennarth Spanggaard og fortsætter om oplevelsen:
"Det var dejligt at se, at der blev talt pænt til de ældre, selv om de havde mega travlt. De ansatte gjorde et godt stykke arbejde," roser han.
Han var tre uger på Engholm Plejecenter i den periode i januar, hvor stedet var ramt hårdest, og fem beboere døde og helt op til 26 beboere var smittede med corona. Han gjorde rent og havde på grund af de høje smittetal kun kontakt med få af plejehjemsbeboerne.
"Men det gav da en klump i halsen, når man kunne se beboernes navneskiltene blive fjernet fra dørene. Man fik et billede af, hvordan corona rammer. Det er altså ikke for sjov, og de der coronabenægtere skulle skamme sig," siger Lennarth Spanggaard.
Arbejdet er noget, som både han og Morten Foldager ville gøre igen.
"Man kommer meget ud af sin komfortzone, men der har været mindre pres på klubområdet, så det er fair nok. Når der er brug for hjælp, må man stå sammen i kommunen," siger Morten Foldager.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her