18. april 2021
Skiltningen på Amtsvej tæt på Q8-rundkørslen og Prins Valdemars Alle, hvor der gøres opmærksom på ensretningen. Foto: Jens Berg Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Skiltningen på Amtsvej tæt på Q8-rundkørslen og Prins Valdemars Alle, hvor der gøres opmærksom på ensretningen. Foto: Jens Berg Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fem klip i kørekortet og for 12.500 kroner i bøder - ulovlig kørsel fortsætter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fem klip i kørekortet og for 12.500 kroner i bøder - ulovlig kørsel fortsætter
Allerød - 26. februar 2021 kl. 12:18
Af Martin Stokkebro Moestrup

Fredag morgen fortsatte den ulovlige kørsel mod ensretningen ad Amtsvej i Lillerød, som vi også kunne fortælle om torsdag.

Amtsvej er ensrettet, så Allerød Kommune kan etablere cykelsti på vejen, men det vælger flere bilister altså at se stort på. Og det har været tæt på at gå galt.

"Vi har haft en tre-fire situationer, hvor bilerne holdt snude til snude," fortæller politiassistent ved færdselspolitiet Jesper Knak.

Klip i kørekortet og 2.500 kroner i bøde

På en times tid i morges ved Q8-rundkørslen stoppede han fem biler, der kørte mod ensretningen. Alle fem førere af bilerne fik et klip i kørekortet og en bøde på 2.500 kroner.

Bilerne kom alle fra den lille sidevej til Amtsvej, der hedder Prins Valdemars Alle. Fra den er der cirka 20-30 meter op til Q8-rundkørslen, og det er altså for fristende for mange lige at tage dem mod ensretningen i stedet for at køre hele vejen rundt ad Amtsvej, Frederiksborgvej, M.D. Madsensvej, Lilledal og Allerød Stationsvej.

"Man kan se det på deres kørsel, at de lige hurtigt smutter igennem, og de godt ved, at de ikke må det. Men når de kommer fra Prins Valdemars Alle, kan de godt se bilerne nede fra tunnelen (under jernbanen, red.), men de kan ikke se dem, der kommer fra Allerød Stationsvej, og det er der, situationerne, hvor der var tæt på at gå galt, opstod, fortæller Jesper Knak."

Vejarbejdet skal føre til, at der kommer cykelsti på begge sider af både Amtsvej og Allerød Stationsvej. Det forventes færdigt til september. Foto: Jens Berg Thomsen

To kørte fra Frederiksborgvej til Amtsvej

Han var også ude og kontrollere torsdag. Her uddelte han syv bøder og klip i kørekortet, men der var også en tre-fire stykker, han ikke fik taget, fordi han snakkede med andre bilister. Også torsdag kom de fleste fra Prins Valdemars Alle, men to bilister tog faktisk og kørte mod ensretningen hele vejen oppe fra Frederiksborgvej.

"De fleste siger, de ikke ser skiltet, men når man kommer fra Prins Valdemars Alle er det lige ude i hovedet på en. Det er det eneste, man ser. Jeg tror, det er folk, der prøver at spare lidt tid. Vi har også set nogle, der gør det i par. Hvis en gør det, så følger den anden efter. Det er lemmingeeffekten, og noget vi kender fra lignende situationer andre steder," siger han.

12 klip i kørekortet og bøder på relativt store beløb på to dage er til den høje side i forhold til 'normalen', fortæller færdselsbetjenten.

"Det er lidt meget. Mange af dem, vi har stoppet, er lokale, der kører der til daglig. Jeg tror med tiden, at det vil blive mindre. Vi står helt åbenlyst dernede, og mange ser os. Mon ikke det vil rygtes, at vi er der. Jeg tænker, at det løser sig selv," siger Jesper Knak, der dermed samtidig også siger, at det ikke er sidste gang, Nordsjællands Politi har været ude og kontrollere, om ensretningen overholdes.

Ensretningen leder bilisterne ad Amtsvej, Frederiksborgvej, M.D. Madsensvej, Lilledal og Allerød Stationsvej. Foto: Jens Berg Thomsen

Han fortæller, at folk tager det pænt, når de bliver stoppet.

"De fleste bliver lidt overraskede. Men der er ikke så meget at gøre, og de kan godt se det. En anden undskyldning, vi ofte hører, er, at de siger, at gps'en siger, 'at de skal den vej', fordi deres gps ikke er opdateret. Det ser vi alt for tit ved vejarbejde," siger Jesper Knak.

Mere skiltning på vej

Efter vi skrev om det torsdag, var der flere læsere på Allerød Nyts Facebook-side, der gjorde opmærksom på, at skiltningen i forhold til vejarbejdet godt kunne være bedre. Særligt mente flere, at man gerne ville informeres tidligere (altså længere væk fra selve vejarbejdet), end det var tilfældet.

Det gør kommunen nu noget ved. Der er opsat ekstra skilte fredag, og der vil komme yderligere skiltning på mandag, oplyser Allerød Kommune.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?