2. august 2021
Martin Kejser (bagerst tv.), Valdemar Ulrikkeholm (i midten) og Frederik von Würden er alle begejstrede for Tonnasalen, som de selv har prøvet at spille i. Foto: Anne-Mette Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Martin Kejser (bagerst tv.), Valdemar Ulrikkeholm (i midten) og Frederik von Würden er alle begejstrede for Tonnasalen, som de selv har prøvet at spille i. Foto: Anne-Mette Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Deler ud af kærlighed til musikken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Deler ud af kærlighed til musikken
Allerød - 16. juli 2021 kl. 07:40
Af Anne-Mette Rasmussen

Musik fylder meget i Frederik von Würdens, Valdemar Ulrikkeholms og Martin Kejsers liv. De beskæftiger sig med det det meste af tiden. Og nu vil de gerne dele deres kærlighed til musik med borgerne i Allerød. Derfor har de stiftet en koncertforening, som arrangerer koncerter med klassisk musik og jazz i koncertsalen, også kaldet Tonnasalen, på Allerød Musikskole.

Idéen opstod sidste år, efter de selv havde spillet nogle koncerter med deres respektive ensembler i anledning af kommunens 50 års jubilæum.

- Vi havde talt lidt løst om det, Men så 1. juledag i tømmermændene af brun sovs blev vi enige om at gøre det. Og så gik vi i gang. Det var under lockdown, og vi var jo alle tre totalt hjemsendt og kunne ikke spille koncerter. I stedet havde vi masser af tid til at planlægge det her, siger Frederik von Würden og fortsætter:

- Der er ikke så mange faste musiktilbud her i Allerød. Hverken kammermusikken eller jazzen er på den måde etableret i byen. Men der er en sal med en flot akustik den akustiske musik og ensemblerne, så det var oplagt.

Fik det til at krible

Netop koncertsalen kvaliteter var det, der gjorde udslaget for Martin Kejser, der underviser i klarinet på musikskolen.

- Jeg føler mig altid som en ambassadør for vores kunstart, og det her handler også om at udbrede vores egen begejstring for musikken. At have sådan en lækker sal til rådighed, som ikke blev brugt ret meget, fik det helt sikkert til at krible i mig, siger han.

Det kan Valdemar Ulrikkeholm godt genkende.

- Salen her er bygget til, at der skal spilles musik i den, og vi har selv oplevet, at det er fantastisk at spille her. Så tanken om, at salen stod og ikke blev brugt, var kreperlig, siger han.

Både Martin Kejser og Frederik von Würden spiller klarinet og underviser begge på Allerød Musikskole. Det samme gør Valdemar, som er fløjtenist.

De er alle tre tilknyttet Den Kongelige Livgardes Musikkorps, hvor Martin og Frederik er fastansat, og Valdemar assisterer.

Derudover spiller de også i hvert deres ensemble: Ensemble Prisme, Københavns Klarinettrio og Duo Kolarova/Ulrikkeholm.

- Normalt er vi dem, der kommer og spiller. Men det er også sjovt at være dem, som stabler det hele på benene og bestemmer, hvem der skal komme og spille, siger Martin Kejser, der selv har boet i Allerød i 20 år og undervist på musikskolen i 25.

Et sitrende nu

Først på sommeren testede de tre musikere konceptet, da de arrangerede en koncert med den lokale saxofonist Jakob Høgsbro og den svenske bassist Anders Jormin. Det var en succes.

- Der var vel mere end 80 publikummer, og de var utroligt begejstrede, må man sige. Så det var skønt, siger Valdemar Ulrikkeholm.

Og for dem, der holder af kammer- og jazzmusik er der altså udsigt til at få flere musikalske godbidder i fremtiden. Planen er at arrangere otte koncerter om året, hvoraf de seks er med klassisk musik, og de sidste to er jazz-koncerter.

- Vi håber, at vi kan få fat i alle de publikummer, der er interesseret i klassisk musik og jazz. Så de ikke behøver at køre helt ind til København for at høre det, men bare lige kan cykle ned på musikskolen. Det er også sjovt at engagere nogle mennesker, der ikke ved noget om klassisk musik. Og det at være sammen om en koncert er noget helt andet end at høre det på en plade, siger Frederik von Würden.

- Der er et helt andet sitrende nu til stede, som man ikke opnår på en optagelse, siger Valdemar Ulrikkeholm.

Musik fra øverste hylde

Der kan være mellem 150 og 170 publikummer i Tonnasalen, og de, der vælger at lægge vejen forbi, når Allerød Koncertforening til efteråret skyder sæsonen i gang, behøver ifølge Martin Kejser ikke at være bange for, at kvaliteten fejler noget.

- Vi vil gerne etablere os med et vist niveau, så oplevelserne bliver i top. Det skal alt sammen være musik fra den øverste hylde. Det kan man også se ved, at vi har valgt, at vores åbningskoncert skal være med Trio con Brio, som er noget af det bedste, vi har i Danmark, siger Martin Kejser.

- Ja, det er verdensklasse, tilføjer Valdemar Ulrikkeholm om trioen, som turnerer i hele verdenen.

En totaloplevelse

Udover musikken byder arrangementerne foreløbig på en bar, hvor man kan købe snacks og drikkevarer. Og det er også planen, at der skal blive mulighed for at hygge sig med tapas.

- Så kan det blive en totaloplevelse, hvor man kan komme at snakke, spise og høre musik. Det skal være et fedt sted at komme, og på den måde er det helt sikkert ambitionen at skabe et etableret koncertsted i byen. Det er ikke bare et projekt, siger Frederik von Würden.

Pengene til koncerterne kommer fra forskellige fonde, primært private, og det er gået godt med at få nogle til at bidrage.

Derfor er hele den første sæson allerede planlagt, og det er muligt at købe billetter til de fire første koncerter. Åbningskoncerten bliver som sagt med Trio con Brio, som spiller lørdag den 18. september.

Derefter er der blandt andet en koncertpianist, en klavertrio og julekoncert med en sopran på programmet. I det nye år kan publikum se frem til at høre de tre arrangørers egne ensembler på scenen i Tonnasalen.

Man kan læse mere på foreningens hjemmeside: alleroedkoncert.dk.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?