
Regeringens nye infrastrukturudspil bliver godt modtaget af Allerøds borgmester Karsten Längerich (V), der især glæder sig over udvidelsen af Hillerødmotorvejens forlængelse til en motorvej i fire spor mellem Allerød og Hillerød.
- Jeg er selvfølgelig glad. En udvidelse har tre positive effekter: Den ene er sikkerhed. Vi ved alle, at forlængelsen tidligere var Nordsjællands farligste vej, og der skulle under alle omstændigheder gøres noget ved det. Der sker rigtig mange ulykker på strækningen, siger Karsten Längerich og fortsætter:
- Det andet er hensynet til støj, som vi tidligere har talt meget om i Allerød. Der skulle nu komme støjafskærmning hele vejen gennem Allerød fra Farum-fletningen til Møllemosen. Det sidste er hensynet til mobilitet. Allerød er en pendlerkommune, og der kommer rigtig mange til Allerød nordfra, og der kører mange på arbejde sydpå. Det er vigtigt for en kommune som Allerød , at man kan komme hurtigt frem og tilbage. Vi har landets laveste ledighed. Mange af vores medarbejdere bor i Nordsjælland, og hvis vi skal kunne rektruttere, så er mobilitet vigtig.
I regeringens udspil er støj nævnt flere gange, der står blandt andet:
»Ud over trængsel har den øgede trafik også medført mere støj. Det er til stor gene for de mange naboer til vejene, der ikke kan sove om natten. Derfor skal udvidelser af vejene tænkes sammen med støjbekæmpelse. Regeringen vil blandt andet prioritere tiltag, der kan reducere støjgenerne på de mest belastede strækninger i hovedstadsområdet, herunder Motorring 3«.
Regeringen ønsker i den forbindelse at afsætte tre milliarder kroner til bekæmpelse af trafikstøj.
For borgmester Karsten Längerich er det afgørende, at der bliver set på støjbekæmpelse. Han mener, at den bør laves bedre, end den er i dag.
- Jeg kommer virkelig til at holde fokus på det. I VVM-rapporten fra 2018 er der også nævnt støjafskærmning, så det håber jeg ikke, at der er nogen, der piller ved. Støjafskærmning er aldrig god nok, men afskærmningen vil være betragtelig bedre end den er i dag. Voldene i dag er faktisk ikke anlagt rigtigt, så støjen bliver kastet rundt og ind over huse, der ligger lidt længere væk fra forlængelsen. Jeg krydser fingre og håber, at vi får nogle støjvolde, som gør, at vi får mere moderne støjsikring.
Regeringen vil indkalde partierne i Folketinget til forhandlinger om det nye udspil, der blev præsenteret i går.
Udover nye veje foreslår regeringen også at afsætte penge til billigere billetter til kollektiv transport, mere tryghed på stationerne, bedre cykelruter, bedre ladeinfrastruktur til elbiler, mulighed for at indføre bilfri søndage i større byer og ny klimavenlig asfalt på alle statsveje.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her