
Nye tider venter forude for Gerlev Idrætshøjskole efter nytår. Her vil en ny forstander sætte sig i stolen som afløser for Finn Berggren, der har ledet skolen siden 2002.
I øjeblikket annonceres der efter denne nye forstander, blandt andet på skolens hjemmeside, med ansøgningsfrist 1. oktober.
Finn Berggren fortæller, at han for første gang fortalte offentligt om sine planer i forbindelse med, at skolen modtog nye elever for kort tid siden.
- Jeg fylder jo 71 år her 19. september, men føler mig i god form, og er ikke typen, der kan sætte sig hen som pensionist. Men når jeg vælger at fratræde til nytår, så hænger det blandt andet sammen med, at idrætshøjskolen står overfor at skulle lave en strategiplan for de næste fem år. Så synes jeg, det er passende, at en ny forstander kommer til, siger Finn Berggren.
Han slår samtidig fast, at han i forbindelse med skiftet gerne vil være ambassadør for skolen og medvirke til at få overdraget de mange kontakter og netværk, blandt andet i udlandet, som han har opbygget gennem sine 16 år på posten.
Finn Berggren slår fast, at selv om han nu har annonceret sin afgang, så er han altså stadig forstander på fuld kraft frem til nytår.
Og efter denne dato regner han ikke med at få meget tid til at trille tommelfingre i huset ved højskolen, som han i øvrigt bliver boende i.
Det er nemlig ikke højskolens ejendom, men blev udmatrikuleret til Finn Berggren, da han tiltrådte i 2002. Hvilket han er ekstra glad for i dag, da han så ikke skal bekymre sig om fremtidig bolig ved forstanderskiftet.
- Jeg er jo stadig formand for Guldagergaard, og det arbejde vil jeg kunne skrue lidt op. Men derudover er jeg formand for bestyrelsen for Cross Culture, en organisation med 6000 frivillige, der bruger idræt som et middel til at skabe fred i 22 lande, fortæller Finn Berggren.
Men ikke nok med det.
Finn Berggren er også engageret i den verdensomspændende organisation TAFISA, der står for Trim And Fitness International Sport for All Association.
- Så i den egenskab skal jeg være med til at arrangere en stor verdensfestival indenfor kampsport i Rusland til sommer, siger Berggren, der altså næppe kommer til at kede sig fra nytår.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her