20. november 2018
Max-Emil Nissen spiller Leo i Kattejammer Rock på Teater Vestvolden i Hvidovre. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Max-Emil Nissen spiller Leo i Kattejammer Rock på Teater Vestvolden i Hvidovre. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vestegnens baggårdskatte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vestegnens baggårdskatte
Vestegnen - 08. september 2018 kl. 13:58
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Teater Vestvolden i Hvidovre bruger de historiske sange om unge fra storbyens baggårde som afsæt til en ny ungdomsforestilling om Vestegnens baggårdskatte, fortalt med musik og virtual reality.

Selv om udgangspunktet for Teater Vestvoldens forestilling »Kattejammer Rock« er de populære og kendte sange af samme navn, så er der hverken trompetbukser eller striktrøjer på scenen.

Tværtimod, fristes man til at sige.

Hele forestillingen er nyskrevet, handlingen er nutidig, og som noget helt særligt mixer Teater Vestvolden i »Kattejammer Rock« teater, musik og virtual reality-teknologi.

Virtual reality er, populært sagt, en computerskabt gengivelse af virkeligheden, hvor man ved hjælp af særlige briller oplever at kunne bevæge sig i en tredimensional, interaktiv verden. I dette tilfælde har folkene bag lavet en lang række lokale optagelser af steder, bygninger og rum, som indgår.

Brugen af virtual reality betyder, at publikum i nogle sekvenser af forestillingen bliver bedt om at tage vr-briller på. Noget, som absolut flugter med en målgruppe, der er såkaldt digitalt indfødte, og for hvem virtual reality er et kendt medie.

Det er første gang herhjemme, at man i en teaterforestilling bruger virtual reality på denne måde og i dette omfang.

Det er interaktionsdesigner Jakob la Cour, der har udviklet det interaktive system, som i samspil med sangene og musikken involverer publikum, så de bliver aktive i historien og en del af den samlede oplevelse.

Nutidens unge på Vestegnen

»Kattejammer Rock« udkom i 1976 og blev folkeeje med sange som »Her i vores gård« og »Baggårdskat«, der beretter om livet som ung på Vesterbro. I Teater Vestvoldens forestilling danner børnenes sange baggrund for en nyskrevet historie, baseret på vidneskildringer af unge fra Hvidovre og på Vestegnen.

- Fyrre år er gået fra pladen udkom, men vi oplever stadig, at der er børn og unge, der må vokse op med begrænsede muligheder. Forskellen er, at de baggårdskatte, som børnene fra Vesterbro Ungdomsgård synger om, dem finder man ikke længere i storbyen, som er forbeholdt de ressourcestærke, men i forstæderne. Forestillingen »Kattejammer Rock« handler om dem - vor tids baggårdskatte, der har hele livet foran sig. Men hvilket liv, kan de se frem til?« spørger teaterchef Stephan Pollner.

Hovedpersonerne i »Kattejammer Rock« er Liva og Leo, spillet af Cecilie Greiber Alring og Max-Emil Nissen.

Liva er en ung pige med en forsvunden mor og en såret sjæl, som bliver opsøgt af den ældre, mystiske dreng Leo. Sammen får de to adgang til en verden af musikalske minder om sårbarhed, styrke og sammenhold.

- Sangene på »Kattejammer Rock« er inspireret af børn og unge fra datidens Vesterbro, men selv om pladen udkom i slutningen af 70'erne, så fortæller hver eneste sangtekst en historie, som børn og unge kan relatere til i dag. Vi spejler de berømte sange med en nyskrevet historie baseret på unges livserfaringer i dag,« siger Stephan Pollner.

En del af Vestegns-miljøet

Liva er en ægte Vestegns-pige - med kant, mens Leo er en ung mand, som er født - men ikke opvokset her - og nu vender tilbage til Vestegns-miljøet. De er begge et sted i livet, hvor de vil finde deres rødder og identitet, og finde svar.

Det er 37-årige Max-Emil Nissen, der spiller rollen som Leo. Og han kan fint relatere sig til historien i »Kattejammer Rock« - på alle måder.

Hans mor er bibliotekar, og da han var barn, lånte hun plader med hjem, så Max-Emil har fra han var barn rå-lyttet til »Kattejammer Rock«.

Og så er han for et halvt års tid siden flyttet til Hvidovre, og blevet en del af det Vestegns-miljø, som han nu skal formidle på scenen.

- Både min kæreste og jeg er opvokset med hus og have. Vi har boet en periode i byen, og da vi skulle have barn, begyndte vi at kigge på et sted med hus og have. Valget faldt på Hvidovre, som ligger tilpas tæt på byen, hvor priserne stadig er til at betale, og hvor vi også har venner, fortæller Max-Emil Nissen, der flyttede til Hvidovre i april - samme dag, som hans og kærestens søn blev født!

- Vi er superglade for at bo på Vestegnen. Det er gået stærkt med, at her er vi hjemme, tilføjer Max-Emil.

Følelsen af at lede efter svar, finde sin identitet og sine rødder, kan han også relatere til.

Max-Emil er adoptivbarn fra Columbia, og han har aldrig mødt sin biologiske familie. Han ved, at han har en bror og en søster, men har aldrig haft kontakt til dem.

- Så jo, jeg kan sagtens relatere til en søgen efter rødder og identitet, fortæller Max-Emil Nissen.

Virtual reality en udfordring

Max-Emil Nissen er - i øvrigt lige som Cecilie Greiber Alring - uddannet på Det Danske Musicalakademi, og han er vant til sang og skuespil.

Nyt for ham er det dog, at virtual reality er en del af forestillingen.

- Det er en udfordring, og det stiller nogle særlige krav til os på scenen. Vi skal sørge for at opretholde historien, selv om publikum måske ser på noget andet gennem deres virtual reality-briller. Vi kan heller ikke være sikre på, at det vi skuespillere ser, er det samme, som det publikum ser, fortæller Max-Emil.

Både han og folkene bag virtual reality-indslagene er meget spændte på, hvordan det bliver modtaget af publikum. Det er under prøverne blevet testet med lokale 6. klasse elever på tilskuerpladserne, og her har begejstringen været stor.

»Kattejammer Rock« spiller på Teater Vestvolden frem til 29. september.

Der er mere information på www.teatervestvolden.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk