19. september 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Et demensvenligt Egedal og plejecenter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et demensvenligt Egedal og plejecenter
Debat Egedal - 05. september 2018 kl. 15:47
Af Formand for Alzheimerforeningen i Egedal Flemming Ignjatovic
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Debat
Egedal: Det er utrolig positivt at erfare, at byrådet nu er nået til enighed om at bygge et nyt plejecenter, men når man i samme forbindelse får oplyst, at man igen vil bygge plejeboligerne i flere plan, bliver man nedslået. Ikke mindst, da der samtidig pønses på at nedlægge vore to demensplejehjem, der begge er i èt plan.

På borgermødet var der ikke en eneste politiker, der udtalte sig positivt om at bygge i ét plan. Selv om økonomien måske trykker, kan man ikke den ene dag erklære, at man vil være demensvenlig, for så næste dag at bygge ikke demensvenlige plejeboliger.

Placerer man demente i boliger med trapper, er det næsten det samme som at sige, at de ikke har behov for at komme ud i den friske luft. De fleste demente har meget svært ved at gå på trapper og at bruge en elevator er helt umuligt. Så tænk jer om, inden I begynder projekteringen: Demensboliger i flere etager er ikke demensvenlige, og det fortjener vore demente ikke.

Det er måske værd at erindre sig, at man i initiativ nr. 16 i demenshandlingsplanen blandt andet skriver, at der ønskes en yderligere styrkelse af kommunernes indsats med at tilvejebringe demensegnede plejeboliger, og at adgang til natur har stor betydning for, at personer med demens trives.

Ved et møde hos borgmesteren forleden fik vi oplyst, at man så småt var i gang med at udarbejde en demensstrategi for kommunen, men på et spørgsmål om man ville inddrage demensramte og pårørende i processen, hørte vi ikke noget »ja«, skønt der i et af initiativerne direkte opfordres til, at man inddrager demente og pårørende i arbejdet.

Det samme gælder ved plejehjemstilsyn. Ved det seneste tilsyn på vore demensplejehjem var den samlede konklusion, at forholdene var »Særdeles tilfredsstillende«. Dette til trods for, at der havde været flere kritisable forhold i perioden op til tilsynet. Vi må opfordre til, at tilsynet fremover interviewer beboere sammen med deres pårørende. Så kommer man nok tættere på sandheden, til gavn for offentligheden og byrådet og ikke mindst beboerne.

Demensramte familier har endvidere et stort behov for støtte. Her ville det være demensvenligt, hvis familien fremover kan beholde den samme demensrådgiver fra udredning indtil den dementes død, inklusive den tid, hvor man eventuelt bor på et plejehjem.

Så kære byråd, vi ser frem til at I træffer beslutninger, så Egedal kommer tættere på at kunne kalde sig demensvenlig.