22. september 2018
Nej, vi er ikke i Frankrig eller Italien - vi er i Skuderløse hos Simon og Ingrid Simonsen
gallery icon

Se billedserie

Nej, vi er ikke i Frankrig eller Italien - vi er i Skuderløse hos Simon og Ingrid Simonsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fra jagerpilot i F16 til vinbonde i Haslev

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fra jagerpilot i F16 til vinbonde i Haslev
Haslev-Faxe Posten - 11. september 2018 kl. 13:05
Af Torkild Svane Kraft
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Skuderløse: På Broksøvej 80 i Skuderløse ligger den flotte Tuemosegård, og kommer man om på den anden side af gården åbenbares den smukkeste udsigt - blandt andet ud over gårdens vinmark.

For Tuemosegård er ikke bare en gård - det er en vingård der blev anlagt i 2012 og nu er godkendt som en rigtig vingård, hvilket er en meget kompliceret proces.

Hvordan det er gået til, og hvilke druer og vine der produceres på Tuemosegård, kan du få mere at vide om lørdag den 15. september, hvor der er åben vingård fra kl. 13 til 16.

Foruden vinmarken hører der store naturområder til gården, ligesom 42 hektar landbrugsjord er bortforpagtet.

Det er ægteparret Ingrid og Simon Simonsen der ejer Tuemosegård. De købte gården i 1989 og har lagt mange kræfter - og penge - i den, for da de overtog den, var den bestemt ikke så flot som den er i dag.

Faktisk er der intet tilbage af den gamle gård. Alt er nyt, fra beboelsen til længerne, der blandt andet indeholder produktionslokaler der er opført efter alle kunstens - og myndighedernes - regler.

Og så er det faktisk noget af en tilfældighed, at de valgte at slå sig ned i Skuderløse. Ingrid og Simon er født og opvokset ved Vinderup, i nærheden af Struer - og lige siden Simon var en lille dreng, drømte han om at blive jagerpilot.

Det lykkedes ham at komme gennem nåleøjet. Han blev uddannet jagerpilot, og havde Aalborg som base, men i 1988 blev Simon Simonsen ansat som pilot i SAS. Meningen var så at han skulle pendle mellem familiens gård ved Aalborg og hans udgangspunkt i Kastrup.

Det viste sig dog hurtigt ikke at hænge sammen, så de begyndte at kigge efter et sted på Sjælland - og det fandt de på Broksøvej 80 i Skuderløse - og så gik de ellers i gang med den helt store renovering - hvilket vil sige nedrivning af bygninger og helt nyt stuehus og længer.

Bag ved gården ligger der marker og naturområder, og da markerne er sydvendte, oven i købet let skrånende, begyndte Ingrid, der har arbejdet som lærer for hørehæmmede, og Simon at sysle med tanken om at de skulle have vin på gården.

Vingården blev anlagt i 2012
Så i 2012 plantede de 1200 vinstokke - 800 blå og 400 grønne, alle fra Tyskland. De valgte Sylvoz-metoden til opbinding, hvilket vil sige at stammen er noget højere end man oftest ser.

Det er der et par gode grunde til. Først og fremmest er druerne mindre følsomme overfor frost, og dels er det meget nemmere at plukke druerne når man kan stå oprejst og gøre det.

Og plukke årets druer, skal de faktisk i gang med lige nu, hvilket er meget tidligere end de foregående år, på grund af den meget varme sommer.

- Det er et fantastisk vinår i år, siger Simon Simonsen, og når man går rundt på vinmarken, kan selv en ikke-kyndig se hvor mange klaser der er, og hvor flotte druerne ser ud.

Mange landmænd har klaget over manglende vand, men for druer betyder det ikke noget. Vin har rødder der kan gå helt ned i 20 meters dybde.

Selv om vinmarken blev anlagt i 2012 var det først forrige år, Tuemosegård kunne begynde at sælge deres vin - så lang tid går der inden druerne er klar, og inden de fornødne godkendelser er på plads.

Der anvendes ingen pesticider og ingen kunstgødning på vinmarken, ligesom det kun er vin fra egne druer der anvendes til produktionen af hvidvin, rødvin og rosévin - og alt laves på gården, efter meget strenge myndighedsregler.

Lørdag den 15. september inviterer Ingrid og Simon Simonsen til Åben Vingård mellem kl. 13 og 16. Her vil der være rundvisning og fortælling kl. 13.15 - 14,15 og 15,15.

Er man forhindret i at komme denne dag, er man velkommen til at kontakte Ingrid og Simon Simonsen, for de holder meget gerne vinarrangementer for interesserede.

Vingården
Der er åben vingård lørdag den 15. september fra kl. 13 til 16.

Tuemosegård ligger på Broksøvej 80, Skuderløse, 4690 Haslev.

Læs mere om gården på www.tuemosegaard.dk

Vinen
Solaris 2017: hvidvin, velegnet som aperitif og til et let måltid.

Solaris 2016: kraftig hvidvin, velegnet til laks, andre fiskeretter og ost.

Cabernet Cantor 2016: rosévin, velegnet som aperitif.

Bolero 2017: rosévin, velegnet til lette retter og kan nydes alene.

Rondo 2016: kraftig rødvin lagret på egetræsfad, velegnet til smagsfyldt mad.

Mjød: sød og velsmagende dessertvin, kan også nydes alene eller til ost.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk