22. september 2018
De to fætre kommer rundt i hele landet. Tidligere på sommeren var de til musikaften i Strøby Egede. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

De to fætre kommer rundt i hele landet. Tidligere på sommeren var de til musikaften i Strøby Egede. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Vi er et røvballeorkester med stort R

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Vi er et røvballeorkester med stort R
Oplev - 31. august 2018 kl. 10:35
Af J.C. Borre Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I minutterne op til Butterflies' koncert ved sommerens sidste Tirsdagsmarked i Stege er det største hovedbrud ikke, at der forude venter fem gange tre kvarters arbejde i den kvælende varme.

Det er nærmere, om sokker går sammen med bare ben i shorts. De to musikere er ved at knappe hver deres ensartede skjorte med prikker bag den opstillede scene på Storetorv, da Brian Pedersen udbryder:

- Skal du ikke have strømper på?

Hans egne nøgne ben munder ud i et par grå sokker i klassiske sorte herresko.

- Det gør du bare. Jeg tager sandaler på, siger Henrik »Fætter« Pedersen, mens han giver hver armhule to sprøjt med en deodorant.

Klokken 12.59 går de to fætre i ens skjorter, men med og uden sokker op ad trapperne til scenen for at tage plads bag instrumenterne.

- Jamen, Go'dow. Velkommen til Stege, siger Brian Pedersen med påtaget bonderøvs-dialekt.

Nede på torvet sidder folk ved borde og småsnakker og nyder kolde fadøl.

- Kan I holde varmen? Det er kun 27 grader, siger Henrik Pedersen.

Han tæller ned, og så lyder tonerne til Kandis' "Det er dit navn".

På den anden side af Storegade har en lille flok taget plads i svalende skygge på trappetrinene foran Det Gamle Apotek. Et ældre ægtepar vugger lidt med overkroppen. Nedenfor spiser en mand isvaffel, mens han vipper med en ene fod.

Smattet debut

Det er i denne august måned 30 år siden, at de to friske fætre fra Vordingborg, Brian Pedersen og Henrik "Fætter" Pedersen, der bare bliver kaldt "Fætter", begyndte sammen at spille dansk top-musik.

Den allerførste gang sad de iført hvide jakkesæt til Kastrup Kræmmermarked i et buetelt.

- Det pisregnede. Vores jakkesæt blev mudret helt til. Siden den dag har vi aldrig haft hvide jakkesæt på, griner Henrik Pedersen.

Der er løbet rigtig meget regnvand i åen siden hin smattede dag ved Kastrup Kræmmermarked. I jubilæumsåret står Butterflies stærkere end nogensinde før på den danske musikscene. Orkestret spiller til halballer, opfordrer til at skåle og sejle op a' åen til privatfester i forsamlingshuse, kommer ud på store festivaler, har fast hyre i Nordtyskland og de arbejder sammen med legendariske Banko-Carl.

Det er generelt de færreste orkestre, der kan leve af at spille dansk top-musik, men for Fætter og Brian er det blevet en fuldtidsbeskæftigelse at spille op til dans med "Den knaldrøde gummibåd".

- Vi er et røvballe-orkester med stort R, griner Brian Pedersen.

Han var den første af de to, der kastede sig over musikken. Op til sin konfirmation fravalgte han en stor fest og fik i stedet af mor og far et el-orgel. Henrik Pedersen måtte derimod måtte ikke få trommer for sin far.

- Jeg skulle fandme ikke have trommer. Det larmede ...

Knægten surmulede stadig, da han en dag på familiens nedlagte landsted i Ornebjerg lidt nord for Vordingborg skulle hjælpe sin far med at smide brænde ind i brændeskuret.

- Jeg kom vist til at smadre et staldvindue. Pludselig standsede min far rundsaven og børstede savsmuldet af tøjet: "Nå, skal vi så køre ind og købe de trommer".

Banko-Carls afløsere

Butterflies har med årene udgivet cd'er og spillet sammen med Richard Ragnvald. Siden 2007 har Brian og Fætter været "hus-orkester" på Van der Valk Resort i nordtyske Linstow, når Ørslev Rejser triller et stort antal danskere på weekendophold.

- Det er et kæmpe visitkort for os at spille i Tyskland. Der sidder måske blandt gæsterne nogle virksomhedsejere, som tænker, at når nu de ikke har råd til Kandis, så er de to tykke da meget gode, smiler Brian Pedersen.

Men det var for alvor i tv-programmet "Talenthjørnet" på TV 2 Charlie, at Butterflies brød igennem.

- Vi kom til at spille til halfester med de store navne, siger Henrik Pedersen.

I 2015 kastede fætrene sig ud i bankospil med Banko Carl, som ligeledes kommer fra Vordingborg.

Fyldt koncertkalender
Butterflies giver mange koncerter, og de kommende måneder kan du blandt andet opleve dem i Fuglebjerg, Rødvig, Stege, Ringsted og Herlufmagle.

- Vi har været heldige at arbejde sammen med Banko-Carl. Det er ligesom at få et nyt brand, siger Brian Pedersen.

Banko Carl er i dag 82 år. Det er planen, at Brian og Fætter en skønne dag skal køre butikken videre. Ud over banko og musik optræder Butterflies også til børnefester, blandt andet som ballonklovne.

- Vi sætter mange både ud. Vi håber, at vi er mindre sårbare, hvis der en dag kommer en ny finanskrise, siger Brian Pedersen.

En farlig branche

Én af årsagerne, til at Butterflies stadig holder sig på vingerne efter 30 år, skyldes jernhård disciplin omkring alkohol.

- I den her branche kan du blive alkoholiker sådan her, siger Brian Pedersen og knipser med fingrene.

- Det første, der sker, når vi ankommer til et job, er: Goddag og velkommen. Vil I have en tår at drikke ...

Fætrene nøjes som regel med kildevand eller colaer. Det kan dog være svært at komme udenom bajere, når man spiller glad og munter dansemusik i et øltelt til kræmmermarkeder.

- Så har vi en øl med på scenen, men vi lader bare som om, at vi drikker, griner Henrik Pedersen, inden han bliver alvorlig.

- Musikken er et arbejde for os. Sommetider er vi først færdige klokken 1-2 om natten, og så skal vi spille i Jylland dagen efter. Det duer bare ikke at drikke sig i hegnet.

Afholdenheden og glæden ved at spille glad i låget-musik gør, at det nok ikke er sidste gang, at Butterflies fejrer et stort, rundt jubilæum.

I Stege er klokken ved at være 18, og Butterflies er efter en svedig eftermiddag ved at nå til sidste nummer. Det bliver lidt overraskende for et røvballeorkester med stort R Vollbeats dundrende "Forevigt". Nede foran scenen giver nogle sig til at synge med, andre tager sig en svingom.

Fakta om Butterflies
Brian Pedersen, 48
Spiller keyboard og står for bookingen af Butterflies’ aftaler
Bor i Orehoved
Gift med Annbritt Pedersen. Parret har børnene Thea Boline, 9,
Udlært slagter i Kvickly
Musikidoler: Bamse og Rasmus Seebach
Fritid: Skal passe den 4000 m2 store have.


Henrik ”Fætter” Pedersen, 47
Spiller trommer og tager sig af Butterflies’ web- og Facebookside
Bopæl: Fuglebjerg
Gift med Heidi. Har børnene Emil, 9, Frederikke, 22, og Louise, 25 fra et tidligere ægteskab.
Udlært i herreekviperingsforretningen Bristol i Næstved.
Musikidoler: Bamse og Rasmus Seebach
Fritid: Camping, fastlægger på De Hvide Svaner i Karrebæksminde

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk