26. september 2018
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hvorfor bremse op før en acceleration?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvorfor bremse op før en acceleration?
Debat Faxe - 22. august 2018 kl. 14:11
Af Tomas Legarth Erhvervsdirektør i Business Faxe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vi ærgrer os på det lokale erhvervslivs vegne. Faxe Kommune har valgt at opsige tillægsbevillingen til Business Faxe og dermed årligt spare 2,2 millioner kroner på erhvervsområdet. Vi undrer os også: Hvorfor bremse op med en sparerunde før en acceleration i form af den nye ambitiøse erhvervsstrategi, vi alle forventer, Faxe Kommune præsenterer i løbet af efteråret?

Business Faxe skal fra årsskiftet ikke længere løse de 28 opgaver, bevillingen indeholdte. Det var et ønske om at opgradere indsatsen og dermed styrke erhvervsklimaet, der lå til grund for tillægsbevillingen. Med opsigelsen vil udviklingen derfor som naturlig konsekvens gå den modsatte vej.

De erhvervsdrivende kan desværre af fremtiden vente sig en ringere erhvervsservice. Erhvervslivets ene indgang til Faxe Kommune, Erhvervskontakten, står til at lukke ned. Resultater fra diverse erhvervsklimaundersøgelser viser ellers med al tydelighed, at en sådan ordning har positiv indflydelse på erhvervsklimaet. Virksomhederne fortæller os da også, at de sætter stor pris på servicen.

I Business Faxe formidler vi køb, salg og leje af kommunale såvel som private erhvervsgrunde, -lokaler og -ejendomme. Vi hjælper virksomheder med at afdække behov og giver dem et overblik over mulighederne. Vi afklarer eventuelle udfordringer, formidler kontakt til de rette fagpersoner i kommunen, holder snor i at en sag er i fortsat proces og holder virksomheden ajour på status. Opgaven, vi ikke længere skal løse, består af langt mere end blot det at sælge kommunal jord.

Også ressourcerne til erhvervsbranding står til at forsvinde. I Business Faxe mener vi tværtimod, vi skal investere i at udvikle en fælles fortælling om det lokale erhverv og bosætning i sammenhæng, da det vil bidrage til at tiltrække ressourcer til kommunen.

Frem til sommerferien 2019 yder Business Faxe fortsat basal erhvervsservice. Vi forventer, at erhvervsservicen og udmøntningen af en kommende erhvervsstrategi kommer i udbud. Konkurrenceudsættelse er altid godt og skulle det ske, byder vi selvfølgelig på opgaven. Vi mener fortsat, vi er de bedste til at løse den. Det mener 200+ medlemmer, der aktivt har meldt sig ind i Business Faxe dette forår også.

Vores opfordring til politikerne er klar: Prioritér erhvervsområdet i det kommende budget ikke mindst med tanke på de arbejdspladser, den bosætning og de skatteindtægter, der følger med at investere i et stærkt lokalt erhvervsliv. I kan ikke spare jer til vækst og udvikling!