21. november 2018
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tiden er inde til kompromis om landbrug, miljø og natur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tiden er inde til kompromis om landbrug, miljø og natur
Debat - 22. august 2018 kl. 13:37
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Vagn Lundsteen
Direktør, Agrobalance

Jeg hader kompromisser. Et kompromis er ofte en mellemting mellem noget rigtigt og forkert, hvilket stadig er forkert. Når jeg alligevel bruger begrebet, er det fordi både landbruget og naturen er presset i Danmark. Begge dele har brug for fred i en længere årrække. Måske kunne disse to ting passes ind i en større sammenhæng?

Landbrugsfamilierne befinder sig i en af de største kriser nogensinde. Sidste år var et godt år. Men 2018 er et tilsvarende meget ringere år med lave svinepriser, lave mælkepriser, manglende foder og de laveste afgrødeudbytter i 25 år. Mange vil knække nakken økonomisk og psykisk og må gå fra gård og hjem.

Der har altid været konkurser i landbruget. Det er en del af at være et liberalt erhverv, der er underlagt naturens luner. Sådan er det også i vore nabolande. Men når vore nabolande rammes af kriser, rammes danske landbrugsfamilier altid meget hårdere. Hvorfor? Til trods for at landbrugsvarer stadig er Danmarks vigtigste nettoeksportkilde, er erhvervet belastet af en lang række skatter og afgifter, som skal betales, inden der er kommet en krone ind i indtægt. Skatter og afgifter, som vore nabolandes landbrugsfamilier ikke slås med. Det betyder, at når det er godt for danske landbrugsfamilier, er det rigtig godt for vore naboer. Og når det er skidt hos vore naboer, er det rigtig skidt for danske landbrugsfamilier.

Denne belastning medfører, at danske landbrugsfamilier altid hænger med den nederste del af ryggen i vand- skorpen og aldrig rigtig kommer op og får luft. En afskaffelse eller reduktion af skatter og afgifter vil, for mig at se, være en naturlig løsning. Men realistisk set er det ikke en mulighed med den nuværende parlamentariske sammensætning. Vi skal være pragmatiske, vi skal se på det muliges kunst. Sådan er politik. Du giver lidt, jeg giver lidt.

Kun et at tilbyde: Jord
Hvad kan landbrugsfamilierne give til gengæld for lavere omkostninger og en 10-årig aftale, hvor landbruget fredes? Vi har kun en ting at tilbyde: Jord. Jord til natur. Til skove, søer, moser, genslyngede åer og vådområder. Hidtil har vi i landbruget fodslæbende accepteret indgreb i landbrugsjorden. For Danmark er et landbrugsland. Det har vi altid været og vil gerne være, også i fremtiden. Derfor skal det at afgive jord koste noget. Bedre rammevilkår for at afgive jord til natur. Noget for noget.

Jeg vil ikke opstille ultimative krav, det er der dårlige eksempler på. Men jeg vil bl.a. foreslå følgende:

1. En 10-årig fredsaftale, hvor der ikke lægges nationale særregler på landbruget.

2. Afskaffelse af skatter og afgifter, som vore nabolande ikke har.

3. Regler og landbrugslove som vore nabolande.

4. En konjunktur-udligningsordning, hvor landbrugsfamilierne kan spare op til dårlige tider.

5. Beskatning af privatforbrug i stedet for overskud.

6. Afskaffelse af det nationale datotyranni og ind med godt landmandskab.

Hvorfor skal det lige være nu? Den aktuelle tørkesituation, og hvad der deraf følger af tragedier, viser, hvor sårbart landbrugserhvervet er, når der ikke er det økonomiske overskud, der kan sikre mod sådanne situationer. Jeg er modstander af tilskud og dispensationer. Regler og omkostninger skal være, så de er til at leve med. Andet skal være enestående undtagelser. Ingen ønsker at stå med hatten i hånden. Det er ydmygende og nedbrydende. Det kan alle se. Landbrugsfamilierne ønsker at klare sig selv. Og det skal vi kunne. Derfor skal »tis-i-bukserne«- tilskud afskaffes og erstattes af varige konkurrenceforhold, der kan sikre, at landbrugsfamilierne kan klare sig selv.

Bankerne ryster i bukserne. Tab på landbrugskontoen vil stige og måske tage mindre pengeinstitutter med sig. Et nationalt kompromis, der sikrer ro omkring landbruget 10 år frem, vil berolige den finansielle verden og sikre, at den aktuelle krise ikke får uoverskuelige dominoeffekter.

Danmarks Naturfredningsforening har nedarvet et had/kærlighedsforhold til landbruget, hvor retorikken blev skærpet i den seneste præsidents periode. Ofte oplever vi meget hadefulde angreb fra den mest venstreorienterede del af foreningen. Men med valget af Maria Reumert Gjerding (MRG) synes DN på vej ind i en mere pragmatisk periode. Jeg er sikker på, at MRG gerne vil bytte bedre konkurrenceforhold med mere natur. Så hvorfor ikke tage en fordomsfri forhandling, hvor fortidens »krige« lægges i graven, tavlen viskes ren, og alle møder med åbent sind? Det er der mange eksempler på.

Ingen troede på det
Ingen troede nogensinde på, at der ville blive fred mellem Sverige og Danmark, Tyskland og Frankrig, Israel og Egypten, i Nordirland og mange andre gode eksempler. Hvis begge parter kan se ideen, er det altid muligt at lave gode fredsaftaler, hvor begge parter afgiver noget for at få noget.

Det er Folketinget, der kan beslutte et nationalt kompromis. Men kuglerne skal støbes i de faglige organisationer. Der er behov for, at de, som normalt ikke taler pænt til hinanden, sætter sig sammen og kigger hinanden i øjnene og laver et fælles notat, der kan vedtages af et bredt flertal i Folketinget.

AgroBalance er et »dyrkningssystem for progressive planteavlere, der ønsker at dyrke jorden efter Ligevægtsprincippet og Godt Landmandskab ifølge EU's nitratdirektiv.«