19. september 2018
Tro mig, jeg har arbejdet begge steder og set, hvordan de politiske, økonomiske og kulturelle forskelle mellem EU?s 28 medlemslande i enhver henseende overstiger de forskelle, vi i Danmark har mellem vore 10 valgkredse, skriver Morten Messerschmidt i sit svar til Christine Antorini.                     Foto: Allan Nørregaard
Tro mig, jeg har arbejdet begge steder og set, hvordan de politiske, økonomiske og kulturelle forskelle mellem EU?s 28 medlemslande i enhver henseende overstiger de forskelle, vi i Danmark har mellem vore 10 valgkredse, skriver Morten Messerschmidt i sit svar til Christine Antorini. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Danmark er et fædreland - ikke et aktieselskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danmark er et fædreland - ikke et aktieselskab
Debat - 16. august 2018 kl. 22:53
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kære Christine Antorini

Tak for den venlige hilsen 9. august her på debatsiden. Der er mange sager, som forener os kandidater i Nordsjælland, men jeg håber, du vil tilgive, at jeg allerede nu udelukker, at EU bliver en af dem. Det er som om, Danmark for dig er et aktieselskab. En god eller dårlig forretning. Og da du mener, at EU er en god forretning, er EU således godt. Sådan ser jeg det ikke. Slet ikke faktisk.

EU er jo i dag så meget mere end samhandel, vidensdeling og konkurrencepolitik, sådan som du beskriver det. Faktisk er et af hovedproblemerne, at EU aldrig begrænsede sig til det, der i 1972 blev lovet danskerne, men derimod i dag har fangarmene dybt inde i både finans-, udlændinge-, velfærdspolitik m.v.

Alene denne sommer har Danmark lidt alvorlige nederlag, som gør det stadigt sværere at tro på det slidte argument om at »sidde med ved bordet«. Først var det børnepengene, der i dag sendes til alskens østeuropæiske husmødre, men hvor børnene aldrig har sat så meget som et ben i Danmark. Hvorfor skal danske børnepenge sendes til Bukarest og Bratislava? Og hvorfor må Folketinget ikke selv afgøre den slags?

Øremærket barsel
Siden var det øremærket barsel, som i årtier har været et stridspunkt her i Danmark. Med et trylleslag ophævede EU striden. Eller rettere, man vil forbyde os at lade forældrene selv bestemme. Hvorfor skal EU blande sig i vores familiepolitik? Derpå fulgte en revision af pensionsordninger, hvor EU atter blandede sig helt ind i kernen af vores velfærdssamfund.

Du glæder dig måske over, at der nu bliver øremærket barsel. Men er det ikke en besk sejr, når den vindes i strid med et flertal blandt dine kollegaer på Christiansborg? Burde vi ikke sikre opbakning fra de danske vælgere for vores politik snarere end fra EU?

Helt grundlæggende er det en fejl at tro, der blandt 500 mio. EU-borgere findes en fælles opfattelse af, hvilken vej vi skal gå. Måske der gør på store linjer som handel, miljø og konkurrencepolitik; men ikke når det kommer til følsomme spørgsmål som velfærd, udlændinge eller skattepolitik. Hvis der her var enighed, ville vi jo ikke blandt de 28 regeringer se så store forskelle - fra stærkt katolsk konservative regeringer som i Polen og Ungarn til den yderste venstrefløj i Grækenland.

Netop derfor kan magtspillet i EU ikke sammenlignes med, hvad vi kender i Danmark, hvor Folketinget af egen kraft vedtager love og vælter ministre. I EU kan parlamentarikerne ingen af delene. Derimod kan lovforslag alene fremsættes af den ikke-valgte EU-kommission, mens en voldsom del af de regler, der binder os på udlændinge- og velfærdsområdet, udgår fra EU-domstolen, der i sin stormægtighed ikke holder sig tilbage fra at træffe følsomme politiske afgørelser. Derfor har du - desværre - ikke ret i, at »EU er en politisk kampplads præcis som Folketinget herhjemme«. Tro mig, jeg har arbejdet begge steder og set, hvordan de politiske, økonomiske og kulturelle forskelle mellem EU's 28 medlemslande i enhver henseende overstiger de forskelle, vi i Danmark har mellem vore 10 valgkredse.

Det bringer mig da til de seneste års to vigtigste spørgsmål: Brexit og folkevandringerne. Hverken du eller jeg ved, hvordan Brexit ender. Men den nedladenhed, som du synes at dele med hovedparten af EU-systemet, tror jeg, er uklog. Intet siden 1064 tyder på, at briterne lader sig hundse rundt af folk udefra. Og havde EU holdt sig til det, både vi og briterne oprindeligt blev lovet, tror jeg ikke, den folkelige modstand nogensinde var blevet så voldsom. Men EU har været mere optaget af den stadig snævrere integration mellem folkene end rent faktisk at lytte til folkene - i dette tilfælde et land, der historisk ikke bare har overlevet, men ledt Europa gennem de voldsomste kriser.

Tro ikke på propagandaen
Man skal derfor vare sig med at tro den propaganda, der udgår fra Bruxelles. Derimod skal vi støtte briterne, som du nemlig har ret i, vi økonomisk og politisk også i fremtiden skal være nært forbundne med. Og når vi ved, hvordan briterne klarer sig uden for EU, skal danskerne naturligvis også spørges. Ikke i dag; Danmark har jo ikke nær samme position eller styrke til at forhandle en »daxit«. Det ville være halsløs gerning. Men når tiden er. Og mon ikke man mellem UK og EU finder en god måde at håndtere både de immaterielle rettigheder, data- og personbeskyttelse, som du er nervøs for? Jeg tror det.

I Bruxelles ser man Brexit som en straffesanktion. Ethvert andet land skal skræmmes fra nogensinde at overveje noget tilsvarende. Men er det virkelig det bedste, EU har at tilbyde danskerne? Jeg håber det ikke. Tværtimod håber jeg, at EU vil forstå, at den utilfredshed, der førte til briternes beslutning, deles af hovedparten af europæere. Jeg kender ingen uden for Bruxelles' sekteriske kredse, der drømmer om, at EU skal bestemme mere. Derimod oplever jeg gang på gang et ønske om, at EU løsner grebet om medlemslandene. Derfor har jeg foreslået, at vi i Danmark får to nye forbehold: Et velfærdsforbehold, som skal forhindre flere ydmygende nederlag som denne sommer; og et udlændingeforbehold, der én gang for alle skal sikre, at det er Folketinget - ikke EU-domstolen, Kommissionen, Parlamentet eller andet udefra - der afgør, hvem der har ret til at bosætte sig i Danmark.

EU i en nøddeskal
Vil det koste på betalingsbalancen? Jeg tror det ikke. Men for mig er Danmark et fædreland - ikke et A/S. Og skulle dansk selvbestemmelse koste på valutabalancen, er jeg villig til at stå inde for det. Mammon kan være for dyrekøbt. Hvis ikke, kunne vi jo blot nedlægge Folketinget og lade finansministeriet køre sagerne. Ikke ulig den måde, flere euro-lande er blevet regeret. Ikke af de folkevalgte, men af en trojka af embedsmænd.

Det er EU i en nøddeskal. Og det er muligvis Danmark A/S. Men det ikke det Danmark, jeg ønsker.