22. september 2018
Nicolas Hentzel (i midten) dirigerer svinetræningen, hvor man træner med det, man finder.  Foto: Bosei
gallery icon

Se billedserie

Nicolas Hentzel (i midten) dirigerer svinetræningen, hvor man træner med det, man finder. Foto: Bosei
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Drop charterrejsen og tag på højskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Drop charterrejsen og tag på højskole
Lev sundt - 09. juli 2018 kl. 13:28
Af Katrine Thorlund
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vejen slår et sving, og pludselig har vi Præstø Fjord på vores venstre side. Solen står højt på himlen, og den danske natur viser sig fra sin absolut bedste side.

Vi drejer af landevejen og kører ind i skoven, som åbner op og byder velkommen til Idrætshøjskolen Bosei. Udover en fortid som tuberkulosesanatorium har skolen tidligere været ejet af et japansk universitet. Japanerne satte pris på skønne omgivelser. Det ses stadig i dag på de gennemtænkte planløsninger og anlagte haver. Her glemmer man verden udenfor og finder ro.

Til dagligt er skolen fyldt med elever, der tjekker ind i omkring et halvt år for at få et afbræk fra det hektiske studieliv. Om sommeren må de faste højskoleelever dog vige pladsen. For i uge 28 og 29 rykker 150 børn, voksne og bedsteforældre ind i værelserne, når skolen byder på familiehøjskole.

Træk stikket

Familiehøjskole er med tiden blevet en stærk konkurrent til en uge med all inclusive sydpå. Her får du fede oplevelser serveret på et sølvfad og tiltrængt kvalitetstid.

Skolen har alt, hvad du kan drømme om af sportsfaciliteter. Fra den store sportshal bliver du ledt videre ind i fitnesslokalet og ned i den store svømmehal.

Skoven giver ideelle muligheder for at teste balancen på en mountainbike, ligesom Præstø Fjord bare venter på, at kajakken sættes i vandet.

Nicolas Hentzel er outdoor-lærer og entusiasmen for Bosei er svær at skjule. Faktisk er han så glad for stedet, at han endda bor med sin familie i en af lærerboligerne - men det er en anden historie.

Nicolas Hentzel er én af de lærere, kursisterne møder på familiekurset, og for ham er det vigtigt, at der er plads til at være familie og have det sjovt i sit eget tempo.

- Når man er her, så trækker man bare stikket. Ikke noget stress og jag. Her er en super god stemning, man bliver opvartet, og du kan gøre, hvad du har lyst til. Vi har både familier, men også enlige forældre, der kommer med deres børn og hygger sig med andre. Bedsteforældre er også gode til at tage deres børnebørn i hånden og bruge en uge sammen.

Sjov for alle

I uge 28 byder skolen på en væld af sports- aktiviteter, kultur og kreativ fordybelse. I uge 29 krydres aktiviteterne med japansk kultur og kampkunst.

Kursisterne starter med morgensamling, hvorefter man fordeler sig ud i de aldersopdelte grupper. Her kan de mindre børn blandt andet prøve kræfter med bueskydning eller kampsport, teenagerne giver den gas med svinetræning, hvor man træner med ting, man finder. De voksne får tid til at dyrke deres interesser, inden man igen mødes om eftermiddagen til fællesaktiviteter.

- Når man tager på højskole, så kommer man også for at finde et interessefællesskab. Vi forsøger at spænde bredt, så der både er noget for fitnessnørderne, dem der vil i gang med mountainbike, og dem der vil fordybe sig kreativt. For os er det vigtigt, at man kommer her for at være en familie. Derfor er eftermiddagsaktiviteterne også altid noget, man deltager i sammen. Det kan være Eventyrræs med poster rundt omkring på skolen. Det er børnene vilde med, fortæller Nicolas Hentzel.

Noget andet der er stor fokus på, når man tjekker ind på Bosei, er måltiderne. Udover at du ikke selv skal slave over kødgryderne i din ferie, så er den fælles spisesal en del af højskolelivet.

- For os er måltidet rigtig vigtigt. Det er her, vi mødes efter en lang dag, vi deler oplevelser, og der er også noget symbolsk i at dele et måltid, siger Nicolas Hentzel, da vi går gennem salen, og pointerer:

- Det er alle typer, der kommer her for at holde ferie sammen. Her er trygt at være, og forældrene slapper af, når børnene er trygge. Det er specielt at få hele højskoleoplevelsen med fællessang og fællesskab. Højskolen lever hvis folk gider - ellers dør det.