
Køge/København: Den schweiziske medie-koncern Tamedia betalte mandag et trecifret millionbeløb for 88 procent af mode-portalen Trendsales.dk. Sælgerne var det schweiziske firma Ricardo - og så stifterne af Trendsales.dk, Martin Falslev Andersen og Bo Eriksen.
Men historien om millionforretningen Trendsales begynder hverken i Zürich eller København. Den begynder i Vemmedrup uden for Køge:
Martin Falslev Andersen og Bo Eriksen gik nemlig i klasse sammen på Vemmedrupskolen i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne. Og allerede da blev de enige om, at de ville etablere eget firma sammen.
Makkerparret, der i dag bor med hustruer og børn i Solrød og Karlslunde, voksede op samtidig med at internettet blev en del af hverdagen. Det åbnede en hel verden af nye, endnu uudforskede muligheder.
Pludselig var fysiske butikker ikke en forudsætning for salg. Det blev i 2002 til »Slipseknuden«.
I 2004 blev Slipseknuden transformeret til det firma, som flere end 700.000 brugere i dag kender som Trendsales. Portalen, der har det største udvalg af modetøj online.
Trendsales har i dag godt 50 medarbejdere, som blandt andet sørger for it-support.
Og Martin og Bo fra Vemmedrup er blevet it-millionærer.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her