Mange borgere henvender sig til kommunen om døde sæler i disse uger. Og i år er der særligt mange døde sæler, som driver i land på nordkysten. Sådan skriver Gribskov Kommune på hjemmesiden, og kommunen har da også fjernet ti døde sæler fra strandene i løbet af denne sommer, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Men ifølge vildtkonsulent i Naturstyrelsen, Niels Worm, er ti sæler ikke så slemt, da bestanden i Kattegat og Øresund er stor - faktisk er der sket en fordobling på ti år.
- Når vi har en stor og flot bestand, vil der også være flere døde sæler. Når bestanden er fordoblet, kan antallet af døde sæler også blive fordoblet. Det vil være meget forskelligt fra år til år. Der kan jo opstå forskellige sygdomme, siger Niels Worm.
For nylig skyllede et stort antal sæler ind på Anholt, og det viste sig, at de var døde af en akut og dødelig lungebetændelse. Men det kan ikke siges med sikkerhed, om det også er det, der har slået sælerne på Gribskovs strande ihjel, lyder det fra vildtkonsulenten.
- Det er der intet belæg for. Det kan sagtens være, de har lungebetændelse, men de er så langt henne i omsætningen, så det ikke er muligt at sige, hvad de fejler, siger han og forklarer, at de kan være døde allerede i foråret.
- En stor del af dem, der dør i foråret, går til bunds. Når temperaturen så stiger, begynder deres krop at gære, og de driver ind. Så når det er så længe siden, de er døde, er det ikke længere muligt at undersøge, hvad de er døde af, siger Niels Worm.
- Men i teorien kan det være ti sæler, der kommer fra Anholt. Vi kan ikke vide det med sikkerhed, siger han.
- I hvert fald er det antal døde sæler, vi har set på nuværende tidspunkt, ikke noget, der forstyrrer nattesøvnen, siger han og peger på, at de også kan dø en naturlig død.
Det anbefales, at man lader sælerne ligge, når man finder dem, så de kan indgå i fødekæden. Naturstyrelsen vil gerne høre, om de sæler, der bliver fundet rundt omkring. Naturstyrelsen står for oprydning på Skovdistriktets kystgrunde, mens kommunen overvåger badevandskvaliteten på strande med blå flag, og vil fjerne de døde dyr, hvis de udgør en risiko i forhold til vandets kvalitet på de offentlige strande. På private strande står ejeren selv for eventuel oprydning.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her