

Se billedserie
Stensbølgaard i Kyndeløse ved Isefjorden er blevet pioner på et nyt koncept med mobilt hønsehus og tilhørende mobilt hegn om et stort, udendørs areal. Her har 225 nyindkøbte frilandshøns fået et pragtfuldt hønseliv på gården, med økologisk fortegn.
Det skriver DAGBLADET Roskilde onsdag. Johan Frederiksen og Kirsten Sivertsen er ellers mest kendt for deres 120 økologiske malkekøer, der leverer mælk til firmaet Hansen Is. Hvert år valfarter 10-12.000 mennesker til Økodag på Stensbølgaard, når køerne lukkes ud på græs.
Men nu er parret blevet frontløbere for det nye koncept for produktion af æg - det første af slagsen i Danmark. Hønsehuset, som Johan Frederiksen har fået transporteret herop fra firmaet Huehnermobil i Tyskland, er sidste nye skrig inden for hønseboliger: isoleret og i to etager, med grus, flis og sand til »badning« på underetagen, og pinde til at sove på på førstesalen.
Bag gummiflapper på førstesalen er der redekasser fyldt med speltflager, som hønsene elsker at ligge i. Udmugning er praktisk arrangeret. Når hønsene sidder på pindene om natten, besørger de på en stor plastic-presenning, der fungerer som et bredt bånd, som rulles ud en gang om ugen.
Det er åbenlyst, at hønsene stortrives med det nye koncept. de lægger allerede masser af æg. Hønsehuset og den elektriske indhegning flyttes alt efter hvor meget græs, hønsene har spist.
Læs mere i DAGBLADET Roskilde onsdag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her