

Se billedserie
Biopro, som er et partnerskab mellem to danske universiteter og fire internationale, bioteknologiske virksomheder, holdt onsdag konferencen Biopro Academy i Novo Nordisk Fritidscenter i Kalundborg, og inviteret var en gruppe dygtige DTU- og KU-studerende, udvalgte talenter fra netværket ungetalenter.dk samt en række erfarne specialister ansat i virksomhederne bag Biopro.
Forsknings- og udviklingsarbejdet finder sted hos partnerne, blandt andet hos Novozymes og Novo Nordisk samt DONG Energys Inbicon i Kalundborg, hos CP Kelco i Lille Skensved og på Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet.
Hovedindlægget om state-of-the-art i forskning inden for bioteknologisk produktion blev holdt af professor Krist Gernaey, DTU, som også sammen med Anders Jensen, Novozymes, og Brian Madsen, Novo Nordisk, forklarede om heterogenitet - opblanding - i storskala fermenteringstanke.
Her kom det hurtigt til at stå klart selv for en uindviet, at opblanding i store tanke er mere problematisk end i laboratorieskala, og det gør det vigtigt at få datasæt til brug under processen, så man så vidt muligt holder sig lige midt på den rette vej i produktionen.
- Utroligt spændende og utroligt sejt at få lov at være med til! Sådan lød det begejstret fra den blot 16-årige HTX-gymnasiepige Katrine Fisker Petersen, Kalundborg, en af de udvalgte unge talenter, som endnu ikke har en fast karriereplan.
Men hendes fremtid kan sagtens komme til at have med laboratoriearbejde at gøre, for det er virkeligt spændende, sagde Katrine Fisker Petersen til Nordvestnyt efter dagens række af tunge og teknisk komplicerede indlæg, hvoraf et par var på engelsk.
- Dagen i dag var eksklusiv studievejledning for unge, der klarer sig rigtig godt i gymnasiet og vil stå med mange muligheder åbne bagefter, konstaterede Karen Inger Povlsen fra Akademiet for Talentfulde Unge.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her