
Gribskov: Borgmester Kim Valentin (V) er indstillet på, at give de enkelte medlemmer af Gribskov byråd bedre muligheder for at tale ud end de har haft ved de første møder efter, at han blev borgmester ved årsskiftet. Til gengæld må alle i byrådssalen respektere, at der en styrelsesvedtægt og en forretningsorden, som gør det muligt for en borgmester at tage ordet fra byrådsmedlemmerne, hvis de ikke følger forretningsordenen.
Det siger Kim Valentin til Frederiksborg Amts Avis efter, at han har holdt et forsoningsmøde med gruppeformændene for de politiske partier i byrådssalen, det vil sige Morten Jørgensen fra Nyt Gribskov, Bo Jul Nielsen fra Socialdemokraterne, Michael Hemming Nielsen fra Enhedslisten, Jonna Præst fra Dansk Folkeparti og Birgit Roswall fra Venstre. Jan Ferdinandsen fra Det Konservative Folkeparti havde meldt afbud på grund af arbejdsopgaver.
Det var Kim Valentin, der havde inviteret til mødet for at få gennemdrøftet den parlamentariske situation i byrådet efter en episode, hvor 11 og af byrådets 23 medlemmer udvandrede fra et åbent byrådsmøde i protest mod, at Kim Valentin afbrød dem eller tog ordet fra dem, fordi de efter hans mening ikke overholdt byrådets forretningsorden.
- Der er nu enighed om, at jeg som mødeleder har muligheden for at afbryde en taler i visse situationer, men det er ikke en mulighed, jeg ønsker at benytte. Derfor er jeg meget indstillet på, at give mere tid til medlemmerne, så de kan tale ud, siger Kim Valentin til Frederiksborg Amts Avis.
Resultatet af forsoningsmødet udlægges på denne måde af Morten Ulrik Jørgensen, Nyt Gribskov:
- Kim Valentin bliver ved med at fremføre sin ret til at kunne afbryde en taler. Der er ingen tvivl om, at han har denne ret, men den kan næsten sammenlignes med en fodbolddommers ret til at bruge fløjten. Hvis han fløjter for alle de forseelser, han ser på banen, kan han fløjte en kamp ihjel, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her