17. november 2019
De tre Vestegns-forfattere, som i weekenden rykker til fængslet i Horsens. Fra venstre er det Keld Broksø, Bjarne Bentzen og Erik Hauervig.
De tre Vestegns-forfattere, som i weekenden rykker til fængslet i Horsens. Fra venstre er det Keld Broksø, Bjarne Bentzen og Erik Hauervig.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tre Vestegns-forfattere i fængsel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tre Vestegns-forfattere i fængsel

fælles: Bjarne Bentzen fra Albertslund, Erik Hauervig fra Brøndby og Keld Broksø fra Hvidovre har ikke læst hinandens bøger og havde aldrig mødt hinanden, inden Regionalavisen Vestegnen satte de tre forfattere stævne i sidste uge.

uhyggeligt. De er alle tre fra Vestegnen, og de skriver alle tre spændings- og kriminalromaner. De har aldrig mødt hinanden, før Regionalavisen Vestegnen bragte dem sammen.

Vestegnen - 03. april 2014 kl. 15:44
Af Peter Erlitz
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Anledningen var, at alle tre skal til den store krimi-messe i Horsens den kommende weekend. En messe for krimielskere, der foregår i det gamle Horsens Statsfængsel. De tre Vestegns-forfattere - der alle er bogaktuelle - er en del af et omfattende program på krimimessen, og skal alle tre interviewes på scenen om deres bøger.

De tre Vestegns-forfattere har en del til fælles - selvom deres udgangspunkter er forskelligt.

Erik Hauervig bevæger sig i den »ægte« krimi-genre, hvor han tager udgangspunkt i sine mange år som efterforsker i det betændte narko- og prostitutionsmiljø på Vesterbro. Og så fornægter hans udgangspunkt sig ikke - han bruger ofte steder på Vestegnen til sine plots.

Bjarne Bentzen - som i det daglige er lærer og læsepædagog - skriver også krimi'er. Her bevæger personerne sig dog internationalt, og det er ikke egne oplevelser, der ligger til grund for handlingen.

Keld Broksø - der er uddannet journalist - skriver spændingsromaner, og inspirationen kommer i høj grad fra egne oplevelser gennem talrige ophold i Afghanistan. Hans forfatterskab kan kort karakteriseres som spændingsromaner på globalt plan.

Bøger med budskab

Hvad de tre Vestegns-forfattere til gengæld har til fælles, er at de med deres bøger gerne vil aflevere et budskab.

Keld Broksøs aktuelle spændingsroman »Missilhotellet« udspiller sig i Afghanistan i 2014, efter de internationale styrker er trukket ud, og hvor landet befinder sig i en kaotisk situation, hvor stridende parter skal finde en ny magtbalance.

»Min pointe er, at vi i Vesten har tabt krigen i Afghanistan. Det er ikke sådan, at Vesten ikke har gjort en forskel - vi har bare ikke gjort det godt nok,« siger Keld Broksø.

Bjarne Bentzens krimi »Glødende sne« handler om narko- og våbenkriminalitet i sit udgangspunkt. Der er imidlertid også politiske undertoner i handling og persongalleri.

»Skal man tage et budskab ud af bogen, så er det bekymringen for en styrkelse af det højreradikale miljø i disse år,« forklarer Bjarne Bentzen om bogen, hvis geografiske omdrejningspunkt er en midtsjællandsk herregård.

I sin beskrivelse af det kriminelle miljø på Vesterbro, som han har grundigt kendskab til gennem mange års arbejde som politimand, er Erik Hauervig klar med flere budskaber.

»Jeg vil for det første åbne folks øjne for miljøet omkring handlede kvinder. Og jeg beskriver kvindernes vej fra Afrika og til de ender som prostituerede i hovedstaden. Jeg vil også gerne rejse en debat, om de sanktioner, vi anvender. Er det fx rimeligt, at når en handlet kvinde anholdes, så sendes hun hjem til den visse død?« spørger Erik Hauervig.

»Gør man i virkeligheden ofrene til kriminelle?« tilføjer han.

Inspiration på Vestegnen

For alle tre Vestegns-forfattere er bøgerne en hobby.

»Nej, det er slet ikke noget, man kan leve af,« lyder det samstemmende.

Deres klare budskab er, at man ikke skal begynde at skrive krimier og spændingsromaner med en tro på, at man bliver rig.

Det er den personlige drivkraft, der er det vigtigste. At sætte sig den færdige bog som mål, og så gå efter det. Naturligvis med en ambition om, at bogen også bliver læst og også gerne skaber dialog.

At de alle tre er fra Vestegnen, lægger de ikke som sådan noget i.

»Det er et rent tilfælde, tror jeg. Skal man finde en fællesnævner, så handler det om, at man i sin hverdag på Vestegnen møder alle typer af mennesker. Vestegnen er broget og mangfoldig, og det er inspirerende,« lyder det fra de tre Vestegns-forfattere, som i weekenden skal op på den store krimi-scene.