
Allerød: I Stutsborg Rideklub tænker man sig om en ekstra gang, når man smider noget i skraldespanden. For skraldespande er der nemlig flere af ved siden af hinanden, og forskellige slags affald ryger i forskellige slags skraldespande. Her tænker man i stor stil på miljøet, når der drives rideklub.
- Vi fokuserer på tre områder i vores klub. Sikkerhed, hestevelfærd og miljø. Og ligesom det er naturligt, at børnene her skal have hjelm og ridestøvler på, når de ridder, vil vi gerne gøre det naturligt, at man har en miljøvenlig tankegang, når man er en del af klubben, siger Dorte Paludan, der er formand for Stutsborg Rideklub.
Stutsborg Rideklub fik tirsdag den 18. februar som den første rideklub i landet en miljøcertificering fra Dansk Ride Forbund. Det sker, fordi klubben på en lang række området har lavet nogle grønne forbedringer i klubben.
For at blive miljøcertificeret som rideklub, skal den enkelte klub have 50 »miljøpoint«, der gives af Dansk Ride Forbund. De gives for at gøre alt fra at købe økologisk frugt til klubbens medlemmer til at samle regnvand i stor tanke under ridebanerne.
- Vi har især sat ind på vand- og strømbesparelse. Vi har bygget to store tanke, så vi kan opsamle 100.000 liter regnvand, som vi genbruger til at vande vores ridebaner. Derudover har vi iværksat et større projekt med sensorer i alle rum og skumringsanlæg, siger Dorte Paludan.
Det er dog ikke kun store ændringer, der har fået Stutsborg til at nå helt op på næsten 200 »miljøpoint«. De sorterer affald, de bruger LED-pærer og de køber økologisk, når der er mulighed for at gøre det.
- Der er ingen tvil om, at der er en udgift, når man skal skifte til en miljøvenlig tankegang, og at man skal have pengene til at gøre det. Men alle aktører bag klubben er med på det her, og de mange tiltag giver også en besparelse på den lange bane, siger Dorte Paludan.
I Stutsborg Rideklub er man ikke i tvivl om, at fremtiden for ridesport - og alle mulige andre former for sport - er grøn. Og det er en udvikling, man skal følge med i.
- At være miljørigtig er en samfundstendens, som vi gerne vil følge med i. Det sender et godt signal til medlemmernes forældre, at vi har et inspirerende miljø. Og så gør det jo også, at vi kan se os selv i øjnene, siger Dorte Paludan.
Det er en tilgang, der ser ud til at virke. I hvert fald er Stutsborg Rideklub den eneste rideklub på Nordsjælland, der har haft medlemsfremgang det sidste år.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her