Kalundborg Brand & Redning blev tirsdag middag kaldt ud til Klosterparkvej i Kalundborg, hvor en 14-årig dreng havde slået alarm, fordi der var gået ild i en barnevogn i en kælderskakt.
- Den står selvfølgelig ikke og bryder i brand af sig selv. Den var klart påsat, fastslår indsatslederen, beredskabschef Gert Jürgensen fra Kalundborg Brand & Redning.
Ifølge beredskabschefen stod barnevognen et sted, hvor der ikke var noget andet, ilden kunne få fat i, og der var derfor ingen fare for, at ilden kunne have bredt sig til beboelsesejendommen.
Kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at også politiet mener, branden var påsat, og at den derfor efterforskes.
- Vi prøver at finde ud af, hvorfor der er gået ild i barnevognen. Så hvis der er nogen, der har bemærket noget mistænkeligt, vil vi selvfølgelig gerne have et praj om det, siger Martin Bjerregaard.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her