
Fredensborg: Fredensborg Kommune er over de sidste par dage blevet mødt af massiv kritik for det avisindstik, »Det nåede vi«, som kommunen udsendte med Lokalavisen UgeNyt i september.
I Frederiksborg Amts Avis har historien været omtalt i et debatindlæg fra Nicholas Just Villadsen, byrådskandidat fra Liberal Alliance, men sagen er nået ud over de lokale spalter. Den har både fået omtale på P4 og i fagbladet Journalisten, hvori kommunalforsker Roger Buch kalder avisindstikket »øretæveindbydende«
- På den ene side kan man sige, at der er fair, at kommuner promoverer sig selv. Det er ikke et problem. Men timingen er elendig, når det sker lige op til et valg. Det lægger op til ballade. Det er som at vifte en rød klud i hovedet på alle, der udfordrer de siddende i byrådet, siger Roger Buch til Journalisten.
I avisen lørdag kaldte Nicholas Just Villadsen avisindstikkets artikler for:
- En lang selvforherligelse af de mange fantastiske resultater, som de forskellige udvalgsformænd med borgmesteren i spidsen har leveret til deres »taknemmelige« vælgere de sidste fire år.
Også byrådskandidat for Venstre, Knud Løkke Rasmussen, er særdeles utilfreds med »Det nåede vi«.
- Det er et skattefinansieret festskift på borgernes regning. Et festskrift for politikere, der allerede er i systemet, sagde han fredag til Journalisten.
I samme artikel på journalisten.dk udviser kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen forståelse for, at de to byrådskandidater er frustrerede.
- Jeg kan godt forstå deres vinkel, for når man stiller op til Byrådet, vil man jo gøre en forskel. På den anden side giver avisen borgerne et indblik i, hvad det siddende byråd og udvalg har udrettet siden sidste valg. Det er vigtigt for vores borgere at vide, at deres penge bliver brugt efter politiske prioriteringer, understreger han.
Knud Løkke Rasmussen skriver i en mail til redaktionen, at han selv har søgt aktindsigt i tilblivelsen af »Det nåede vi« Jeg søgte om aktindsigt i tilblivelsen af »Det nåede vi«.
Han har blandt andet bedt om at få fremsendt notater og beslutningsreferater.
- Svaret fra kommunens jurist var noget nedslående. Der findes tilsyneladende ikke et stykke papir, der giver svarer. Med andre ord så har avisen skrevet sig selv. Ingen har taget initiativet, skriver Knud Løkke Rasmussen.
Men det er ikke kun politikere uden for byrådet, der stiller sig uforstående over for avisindstikket. Byrådsmedlem for Venstre Tinne Borch Jacobsen skriver lørdag på sin facebook-side:
- Har det meget mærkeligt med, at jeg som byrådsmedlem skal finde en 12-siders husstandsomdelt valgbrochure i tabloidformat i min postkasse, som med kommunalt logo på forsiden, borgmesteren på side 3, og alle udvalgsformændene inde i bladet, fortæller om de resultater, som (underforstået takket være dem) er opnået i valgperioden.
Tinne Borch Jacobsen er selv med i tre udvalg og formand for Børne- og Ungeudvalget, og hun undres især over, hvilket udvalg, der mon har givet lov til publiceringen af avisindstikket.
- Især er det mærkelig, at så vidt vides intet udvalg i byrådet har besluttet at brochuren skal udsendes (...). Jeg havde helt principielt stemt imod - men jeg blev altså ikke spurgt!, skriver hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her