Kattegatruten mellem Kalundborg og Aarhus stopper sejladsen 12. oktober. Det meddeler den Flensborgbaserede FRS-Group, som har sejlet på ruten siden 20. september 2011.
Beslutningen er truffet, efter at rutens kerneforretningsområde, lastbiltransport og førerløse biler, i månedsvis har været for nedadgående og ramt af meget hård priskonkurrence.
Det er blandt andet danske vognmænds stigende brug af østeuropæiske firmaer som underleverandører, der undergraver færgeruten mellem Kalundborg og Aarhus. Vognmændene sparer lønudgifter, så kørsel over Storebæltsbroen bliver mere attraktiv end færgeturen over Kattegat, forklarer Kattegatrutens operations manager Birte Dettmers i en pressemeddelelse.
Samtidig bliver rederiet tvunget til at bruge dyrere brændstof eller investere i en ombygning af færgen »Kattegat«s maskineri på grund af nye regler for svovl i skibenes brændstof, oplyser Birte Dettmers.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her