
Frederikssund: Inge Messerschmidt stiller op som kandidat for Dansk Folkeparti i Frederikssund til kommunalvalget, der foregår 19. november 2013. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Hendes søn er tidligere folketingspolitiker for Dansk Folkeparti og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt.
Selvom Morten Messerschmidt har givet sin mor et par råd til rollen som politiker, lægger 53-årige Inge Messerschmidt vægt på, at det ikke er som mor til en landskendt politiker, hun stiller op til kommunalvalget i Frederikssund.
- Vi har snakket lidt om det. Men for mig er det vigtigt, at jeg kommer på banen som en selvstændig person og ikke som Mortens mor, siger Inge Messerschmidt.
Dansk Folkeparti i Frederikssund præsenterede sine seks kandidater med byrådsmedlem Pia Adelsteen som spidskandidat efter en generalforsamling i marts. Her var Inge Messerschmidt ikke med på listen.
- Jeg har meldt mig efter, at listen blev lavet. Jeg var med til generalforsamlingen, og her blev jeg opfordret til at stille op. Men jeg ville lige hjem og tænke over det først, forklarer Inge Messerschmidt, der nu er nummer syv på partiets opstillingsliste for Frederikssund.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis onsdag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her