

Se billedserie
De er efterhånden ved at have et helt nyt hus på Uranusvej i Roskilde. Selv om ydermurene er de samme, er stort set alt indvendigt renoveret. Gulvene har været gravet op, vådt slagger er fjernet, der er lagt nyt beton og siden trægulve. I seks år har Lisbeth og Jesper Wind kæmpet med deres forsikringsselskab If, men selv om parterne aldrig nåede til enighed, og selskabet mener, at det ikke skal betale omkostningerne for reparationerne, er sagen slut for parret i Jyllinge.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi ville vinde, hvis vi gik i retten med sagen. Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi ville vinde, hvis If ankede afgørelsen, men den her sag har efterhånden tæret så meget på både energien og pengepungen, at vi ikke synes, vi også vil bruge en formue på en retssag, og så vil vi også bare gerne videre med vores liv, siger Jesper Wind.
I 2004 kontaktede parret forsikringsselskabet første gang, fordi deres fyr tabte vand. If satte en vvs'er på sagen, men han kunne ikke se, at der var noget galt og skiftede blot en pumpe og en anden komponent. Fyret blev dog ved med at tabe vand, og i 2006 brugte parret selv 40.000 kroner på at få det skiftet. Sommeren forløb fint, men allerede om vinteren begyndte varmesystemet igen at tabe vand. Derudover var der kommet nogle revner i badeværelsesgulvet, og de fortsatte med at vokse. I 2009 fyldte familien vand på varmesystemet hver anden dag, og da forsikringsselskabet igen sendte en vvs'er, var beskeden, at det ikke var unormalt, at et fyr skulle efterfyldes med vand. Først da et sporingsfirma var på besøg, blev det ved en tilfældighed opdaget, at der var hul i nogle af rørene under gulvet.
Han og Lisbeth og deres to børn måtte i otte måneder bo i et lejet hus på Evertvej, så forsikringsselskabets eksperter kunne foretage undersøgelser på Uranusvej i fred. De har talt om sagen mange gange, de har ligget søvnløse om natten over den, og de har bunker af korrespondancer mellem dem og If og dem og Rambøll, og det har været nogle hårde år for familien.
- Det er en konstant bekymring. Hvad skal vi nu? Er det det rigtige at gøre? Man bruger enormt meget tid på det. Nu siger de sådan. Hvad betyder det? Vi tegnede jo netop en rørskadeforsikring for at være godt dækket ind, men så dækker den alligevel ikke. Det er meget frustrerende, og man går hele tiden og tænker på, hvor længe vi skal blive ved med at argumentere. Så tror de ikke på os, og så skal vi modbevise. Det er opslidende. Forsikringsselskabet ved jo godt, at de har fat i den lange ende. Jo mere, de forhaler tingene, jo trættere bliver vi. Rent psykisk er det svært at holde til. Det er en uvished om ens boligsituation og ens økonomiske situation, lyder det fra Lisbeth Wind.
Læs hele familien Winds historie i DFAGBLADET Roskilde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her