Et ødelagt hus og flere års kamp med forsikringsselskabet kan blive mareridtet for flere boligejere på Uranusvej i Jyllinge. Samtlige huse på vejen risikerer kæmpeskader, som dem Lisbeth og Jesper Wind har været udsat for.
- Risikoen er der bestemt, for hver rørinstallation har en begrænset levetid på 30-40 år. Da husene er bygget i 1970'erne, kan skaderne begynde at vise sig nu, lyder det fra Lotte Pia Uttrup, der er indehaver af det rådgivende ingeniørfirma LPU, som har lavet rapport på baggrund af skaderne i Winds hus.
Lisbeth og Jesper Wind har i flere år kæmpet forgæves for at få forsikringen til at dække følgeskaderne af de rørskader, de har haft i deres bryggers. Huset er bygget oven på slagger, som tidligere blev brugt som drænlag.
Problemet er bare, at slaggeret udvider sig, når det bliver vådt, og det kan blandt andet gøre, at gulve buler, og vægge revner. Selv om familien Winds forsikringsselskab If dækkede rørskaderne i bryggerset, nægtede If at anerkende, at vandet fra de skader også havde opfugtet slaggeret i resten af huset og medført de bulede gulve og revnede vægge, og dermed havnede parret selv på en kæmperegning for at udbedre ødelæggelserne. Samme skæbne kan ramme familien Winds naboer. Alle husene er Johan Christensen huse, og kendetegnende for dem er, at de er bygget på slagger.
Det skriver DAGBLADET Roskilde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her