15. juli 2020
Lars Skov
gallery icon

Se billedserie

Foto: Lars Skov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 7 + 3 kan hurtigt blive til et a

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

7 + 3 kan hurtigt blive til et a
Opdateret 20. oktober 2014 kl. 11:26
Fredensborg - 10. december 2012 kl. 12:27
Af Steffen Slot
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kokkedal: Når regnestykker skal afkodes og blive til bogstaver, er det godt med lidt ro og en hjælpende hånd. Kvarterhusets lukning har dog sendt lektiecafeen ud på et sidespor.

Læs historien om Foreningen For Kulturelle Projekter her - en reportage fra tirsdag den 4. december.

10-årige Awad Rashdan sidder bøjet over kopiarkene med en historie på arabisk, og Maria Amsha er i fuld gang med at udregne matematikstykker i marginen på sin arbejdsbog.

- Det er godt at lave lektier her. Så laver jeg færre fejl, og der ikke så meget larm her, fortæller Awad Rashdan, der kommer ud af en søskendeflok på otte børn og er en af de børn, der benytter sig af tirsdagens lektiecafe hos Foreningen For Kulturelle Projekter i Kokkedal.

I går var det teksten på arabisk, der drillede. Awad går i 4. klasse nu, og han synes, at det er svært at læse arabisk - dansk er langt lettere, og matematik, ja det er endnu bedre.

- Jeg er den bedste i klassen til matematik, jeg elsker det, siger han med et skævt smil og kigger over på den et år yngre Maria, der er i fuld gang med netop matematikken.

I hendes familie er de syv børn, og flere af hendes brødre er med og er i fuld gang med at lave lektier og ind imellem lave lidt halløj. De er begyndt at hjælpe hinanden, og desuden er der nogle frivillige større børn og unge, der hjælper de små. En af dem er Maram, der hjælper Daniel fra 1. klasse med løse regnestykker. Han er nu ellers godt i gang med opgaven, der først går ud på at lave enkelte regnestykker og derefter finde tallet i en slags kodetabel, så eksempelvis 7 + 3 bliver til et a, der står ud for tallet 10. Og på den måde bliver de første fire regnestykker til ordet "larm", noget af det mange af eleverne netop forsøger at undgå ved at komme forbi lektiecafeen.

Strikse regler

Dørene ind til lokalet ved siden af cafebiblioteket i Kokkedal må først åbnes klokken 16.00 om eftermiddagen, og det er en af ulemperne ved lokalet.

Ihab Saad står for lektiecafeen denne tirsdag, og han er en anelse stresset de første fem minutter, indtil alle er inde, har fundet deres pladser og vandet til te er sat over.

- Vi må først låse op klokken 16, selvom lokalet ikke bliver brugt, og det er et problem - især om vinteren, når det bliver tidligt mørkt. Mange forældre vil ikke have deres børn ude, når det er mørkt. Det var bedre, da vi kunne være i Kvarterhuset, fordi det lå tættere på Egedalsvænges mange vinduer, og børnene skulle ikke forbi Holmegårdscentret. For balladestedet i Kokkedal er nu engang centret, fortæller Ihab Saad, der ærgrer sig over, at vilkårene for lektiecafeen er blevet forringet efter at Kvarterhuset blev til ungdomsklubben Kokpit.

Det lange undervisningslokale egner sig nemlig ikke til det behov, der er for lektiehjælp til både små og store elever.

- De større elever er ved at forsvinde, fordi de gider ikke sidde og blive forstyrret af de små elever. I kvarterhuset var det lettere for os at fordele os på flere rum, når vi havde lektiecafe, tilføjer Ihab Saad og kigger ud i lokalet, hvor der er knap 20 elever ved bordene.

- Vi er under halvdelen af, hvad vi var engang, konstaterer han.

Sidehistorie: Når et løfte bliver til en brøk

Kvarterhuset blev til ungdomsklub, og foreningerne blev lovet tilsvarende faciliteter. Det løfte blev ikke holdt, lyder kritikken.

Frustrationerne kan egentlig koges ned til ganske få linjer. Da politikerne lukkede Kvarterhuset for at omdanne stedet til en ungdomsklub, blev foreningerne i huset lovet, at de ville få andre lokaler.Mindst lige så gode eller måske endda bedre. Et år senere er resultatet en forringelse, konstaterer Foreningen For Kulturelle projekter, der har 160 medlemmer og laver alt fra foredrag til lektiecafe og et torsdagskontor, hvor man kan få hjælp til at tolke breve fra det offentlige.

- Vi vil gerne yde noget for samfundet, men i weekenderne, når vi har fri, kan vi ikke få adgang til dette lokale, fordi det ligger på skolen. Det kan vi heller ikke i skolernes ferie, og lokalet er ikke særlig stort, siger Ihab Saad, der er sekretær i foreningen og har tirsdagens "vagt" i lektiecafeen i lokalet, der ligger ved siden af cafebiblioteket i Kokkedal.

Sagen skal nu diskuteres på et møde torsdag i Fritids- og Erhvervsudvalget, hvor byrådsmedlemmet Suzan Daoud har bedt om at få det på dagsordenen.

- Da det blev besluttet at etablere en ungdomsklub i Kvarterhuset, lovede man foreningerne nye gode erstatningslokaler i stedet for Kvarterhuset, understreger Suzan Daoud, medlem af byrådet for SF.

Hun er enig i, at lokalet ved siden af cafébiblioteket ikke egner sig til foreningens mange aktiviteter. Suzan Daoud opfordrer nu sine byrådskolleger og kommunen til at finde en permanent og mere holdbar løsning.

Alle er for mange

Enten ved at finde et større lokale eller ved at lave nogle ombygninger, så lokalet får et lille køkken og tilkobles et særskilt alarmsystem. I øjeblikket kan foreningen ikke bruge lokalet om sommeren, når Kokkedal Skole er lukket, og hvor mange unge keder sig.

- Foreningen yder virkeligt et stort frivilligt arbejde for at holde de unge væk fra gader og kriminalitet og fortjener ikke denne behandling. Jeg håber virkeligt, at der snarest findes en løsning på dette og ser frem til, at vi drøfter sagen på Fritids- og udvalgsmødet, siger Suzan Daoud.

En af udfordringerne er det nye krav om tilmeldinger til foreningens arrangementer, særlig foredragsaftnerne med spisning.

- Vi er nødt til at bede folk om at tilmelde sig, men det er jo ikke noget, de unge gør. Førhen i Kvarterhuset var der plads til alle, og de unge kunne kigge forbi og få en kop kaffe eller te eller et stykke kage. Og måske hørte de også lidt af foredraget. For folk, der har brug for et lille skub i den rigtige retning, i stedet for et skub i den forkerte vej - ja, for dem er det vigtigt. Men når vi har så lidt plads, kan vi ikke lukke alle ind, fortæller Ihab Saad og slår fast om Kvarterhusets tidligere leder:

- Da Hikmat Hussein inviterede til foredrag, kom der folk fra alle kulturer. Det har vi desværre ikke altid plads til her. Hvorfor kan vi ikke bruge Regnbuen, der kun bruges af dagplejen seks timer om ugen.

- For vi er som bønderne i et skakspil, vi er hele tiden med fremme for at lave noget, siger han.

Veganerpartiet stiller krav om, at der skal indføres vegetar/vegansk mad i institutioner. Er det en god idé?