
Fejl i omtalen af Forsikringsselskabet Brandkassen. En vedtægtsændring i forsikringsselskabet har ikke noget at gøre med ændringer i personkredsen, der kan modtage midler.
DAGBLADET Roskilde gav den 11. september 2012 oplysninger om nye vedtægtsændringer i Brandkassen vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling aftenen forinden.
DAGBLADET Roskilde var til stede på generalforsamlingen, hvor vedtægtsændringen var eneste punkt på dagsordenen. Ændringen blev læst op i sin fulde ordlyd.
I artiklen anføres det, at bestyrelsesformand Bjørn Laugesen og hans familie vil kunne få en større andel af Brandkassens formue ved opløsning på grund af vedtægtsændringen. Det er ikke rigtigt.
Vedtægtsændringerne drejer sig alene om vilkårene for, at selskabets formue i tilfælde af opløsning af selskabet kan anbringes i en fond.
Ændringen angik således ikke ændringer i personkredsen, der kunne uddeles til, men valgfrihed i hvilken type fond Brandkassen gerne så oprettet, hvis Brandkassen vælger en fondsløsning. Nævnet kritiserer avisen for at bringe de forkerte oplysninger, da avisen var til stede på generalforsamlingen og derfor burde være bekendt med indholdet.
Hele kendelsen fra nævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her