21. juli 2019
Kroppen lukker ned i ren og skær panik, når man styrter mod jorden med mere end 200 kilometer i timen, men når først det værste chok har fortaget sig, er det en fantastisk oplevelse. 

Foto: Aversi Faldskærms Club
gallery icon

Se billedserie

Kroppen lukker ned i ren og skær panik, når man styrter mod jorden med mere end 200 kilometer i timen, men når først det værste chok har fortaget sig, er det en fantastisk oplevelse. Foto: Aversi Faldskærms Club
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Video og billeder: 4000 meter over jorden står tiden stille

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Video og billeder: 4000 meter over jorden står tiden stille
Opdateret 21. juni 2019 kl. 12:03
Oplev - 21. juni 2019 kl. 10:53
Af Morten Chas Overgaard Man kan komme sin højdeskræk til livs på mange måder, og i Aversi Faldskærms Club har de fundet den ubetinget sjoveste a
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Min højdeskræk har altid været udtalt, og da jeg som yngre boede på 13. etage i Gladsaxe, turde jeg knapt nok nærme mig vinduet, men her fire kilometer over jorden er det faktisk ikke højden, der presser min hvilepuls op over de 100 slag i minuttet - det er tanken, om det der skal til at ske.

Begge mine fødder hviler på metalstangen udenfor flyveren, og jeg bliver rykket frem, så jeg nu står fri af sportsflyet med det sydsjællandske landskab under mine rystende fødder.

Den brølende mur af kold vind gør det umuligt at høre, hvad der foregår bag mig, men jeg kan tydelig mærke Stefan bevæge kroppen - først frem, og så tilbage - inden han læner sig ud af flyveren og lader tyngdekræften klare resten.

Ubeskrivelige kræfter

Det burde være her, at skrækken breder sig, men i et splitsekund er det faktisk, som om tiden står stille.

Overalt kan man se landskabet som et uvirkeligt, tåget landkort mellem de spredte småskyer, der hænger 2-300 meter under os, og på trods af kulden og larmen fra vinden er det næsten idyllisk. Men så kommer den - tyngdekraften.

Hvor tiden før stod stille, bliver virkeligheden nu speedet op i et rasende tempo, og vi bliver flået ned mod jorden med en kraft, der er svær at beskrive.

Den brølende vindmodstand bliver suppleret af en høj hyletone, som når bomber falder i gamle krigsfilm, og hastigheden og den kildende følelse i brystet sletter alt, hvad jeg har fået at vide, da vi stod og gennemgik springet nede i klubhuset.

Jeg klamrer mig til stropperne i seletøjet, mens accelerationen bare fortsætter og fortsætter, indtil jeg føler mig som en meteor, der flænser sig vej igennem atmosfæren.

Faldskærms- klubber på Sjælland:
  • Aversi Faldskærmsklub (Haslev)
  • Faldskærmsklubben DFC (Tureby)
  • Nordsjællands Faldskærms Klub (Frederikssund)
  • Faldskærmsklubben.dk (Greve/Rødby)

Med mere end 200 kilometer i timen når vi vores tophastighed, og dødsangsten bliver så småt afløst af en næsten berusende stolthed. Jeg klarede det.

Jeg hænger faktisk i frit fald og nyder turen, og min højdeskræk har gemt sig væk bag adrenalinrusen, mens jeg mærker vinden ommøblere huden på mine kinder, der allerede er ømme af det smil, som kommer til at sidde mejslet ind i mit ansigt resten af dagen.

Den sjællandske skønhed

Stefan trækker i faldskærmens udløser, og i et kraftigt, men ikke voldsomt, træk bliver nedstyrtningen bremset, og jeg finder ud af, hvor meget larm vinden har lavet.

Næsten som når nogen slukker for en emhætte, som man ikke havde lagt mærke til var tændt, sænker stilheden sig over os, og den sydsjællandske idyl er pludselig kommet så tæt på, at man igen kan se gårdene og markerne en kilometers penge under os.

Adrenalinen er så småt ved at aftage, og det går pludselig op for mig, at seletøjet og de tynde liner fra rygsækken til faldskærmen er det eneste, der skiller os fra et dødbringende fald.

Som tandemmaster har man heldigvis nogle tricks i ærmet, og Stefan flytter mit fokus fra højden ved at trække i den ene styresnor, så vi hvirvler rundt i en spiral, der får Dæmonen i Tivoli til at virke som en småbørnsforlystelse.

De skarpe sving får det til at krible i hele kroppen, men de bliver ikke kun foretaget for fornøjelsens skyld. Vi er nemlig styret direkte mod vores landingspunkt, og længere fremme kan man se klubbens terrasse, hvor venner, familie og folk fra klubben vinker os i møde.

Vinden i jordhøjde er kraftig, men Stefan får med en øvet hånd styret os i position, så vi i en glidende bevægelse lander blødt på græsplænen, hvor de andre officials står klar med en hjælpende hånd og masser af lykønskninger.

Alle kan springe

Faldskærmsudspring er en oplevelse for livet, og uanset hvad undskyldningerne måtte være, så er det aldrig for sent at kaste sig ud i.

Sonja Larsen fra Rødovre har de seneste 10 år ønsket sig et tandemspring, og da hun fyldte 90 år, gav familien endelig efter og købte hende et spring i fødselsdagsgave.

- Jeg har altid godt kunnet lide at flyve, og det var simpelthen alletiders. Og da han lukkede døren op, hold da op, hvor vinden larmede. Jeg kan slet ikke huske andet end vinden, lige da vi hoppede, men sikke en udsigt, siger Sonja Larsen, der blev modtaget af familien og fik et kram af sit tipoldebarn, da hun landede.

- Jeg syntes, det var en sindssygt dårlig idé, men efterhånden kunne vi godt se, at det blev vi nødt til at give hende, siger Sonja Larsens barnebarn Emilie Løvendorf, der ved lejligheden også selv kastede sig ud i et tandemspring.

Og selvom 90 år er en sen alder at blive bidt af ekstremsport i, så er det ikke planen, at Sonja Larsen og Emilie Løvendorf har sprunget for sidste gang.

- Vi er blevet enige om, at vi hopper for livet, så om fem år, så gør vi det igen, griner Emilie Løvendorf.

Faldskærmsudspring er en oplevelse for livet. Det er skrækindjagende, adrenalinfremkaldende, opløftende og smukt på samme tid, og når du først har prøvet det, så ved du, hvorfor fuglene synger.

Tip os

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Redaktionen

Ring på 88 42 03 08 eller skriv til:
oplev@sn.dk

Annoncer

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
oplev.salg@sn.dk