
Beboerne på Høstvej i Ørslev nord for Vordingborg fik en kedelig nytårsaften. Udestuerne til deres parcelhus brændte ned. Branden skyldes formentlig en raket eller andet nytårskrudt.
Beboerne var ikke hjemme, da brandalarmen lød klokken 18.47 hos Midt- og Sydsjællands Brand & Redning. Flammerne havde godt fat, men en hurtig indsats fra brandfolkene betød, at det »kun« var de to udestuer, som blev spist af ilden.
- Huset er reddet. Det har kun fået mindre røgskader, og så er der nogle effekter i stuen, som er ødelagte, fortæller indsatsleder Jon Hansen fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning.
I en af udestuerne stod tre gasflasker til grillen. Det fik Jon Hansen til at jage nysgerrige væk, der havde taget opstilling ude på vejen.
- Sådan nogle gasflasker kan godt flyve gennem luften, fortæller Jon Hansen.
Ud over branden i Ørslev rykkede brandvæsenet nytårsaften ud til ildebrande i en affaldscontainer i Lundby og på Ore.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her