24. september 2021
Tina Sperling (tv.) og Christina Kaaber-Bühler kigger på alt det, der vokser frem mellem græsset i den vilde have. Foto: Mille Holst
gallery icon

Se billedserie

Tina Sperling (tv.) og Christina Kaaber-Bühler kigger på alt det, der vokser frem mellem græsset i den vilde have. Foto: Mille Holst
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vilde private havementorer træder til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vilde private havementorer træder til
Vordingborg - 09. maj 2021 kl. 13:12
Af Mille Holst mille.holst@sn.dk

Interessen for vilde haver med hjemmehørende vildeblomster og planter er stigende. Det mærker naturvejlederen i Vordingborg Kommune, der nu får hjælp af private havementorer, som kan rådgive og inspirere andre haveejere til at kaste sig ud i det vilde haveprojekt.

arrow Læs også: På inspirationstur i egen park

Siden Vordingborg Kommune meldte sig ind i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune, har naturvejleder Christina Kaaber-Bühler fået henvendelser fra flere og flere borgere, der beder om hjælpt til at komme i gang med at gøre deres egne haver mere insektvenlige med hjemmehørende planter og blomster.

Så mange henvendelser får naturvejlederen, at hun har været nødt til at alliere sig med borgere, der allerede har kendskab til hvordan man får og passer en vild have. Disse vildhavementorer står nu klar til at hjælpe andre borgere videre fra idé til handling.

En af dem er Tina Sperling, der gennem 16 år har holdt sin sommerhusgrund ved Skaverup-Næs vild. Hendes viden om hjemmehørende planter og deres gavn for forskellige insekter og pattedyr er vokset over årene og hun glæder sig til at dele ud af sin viden. Især håber hun, at hendes egen grundejerforening vil vise interesse for vild med vilje-tanken. Og noget tyder på det.

- Flere og flere får hjemmehørende buske og urter, siger Tina Sperling.

Er man tilhænger af meget traditionelle haver, så er det ikke ensbetydende med, at man ikke gør noget godt for insekterne. Har du en ligusterhæk, så vent med at klippe den, til den er færdig med at blomstre, lyder opfordringen fra Tina Sperling. På den måde får dyrene nemlig glæde af nektaren og har noget at leve af. Samtidig når fugleungerne at flyve fra den rede, som forældrene har bygget i den tætte hæk.

Billede

Vue gennem Tina Sperlings have til havet. Her
er både brombærbed, kvashegn, vandhuller, krat,
græs, stenbunker, høje træer og masser af vilde
blomster. Foto: Mille Holst


Udgangspunkt i jorden

Selvom man sår hjemmehørende vilde blomster kan man ikke regne med at de bliver til noget - eller at de bliver ved med at ville vokse på ens grund. De er nemlig hver især egnede til bestemte jordbundtyper og vil ikke vokse alle steder.

- Du må arbejde med det udgangspunkt du har, mener Christina Kaaber-Bühler.

- Jeg havde cikorie på terrassen et år og det vrimlede med buksebier. Men cikorien er forsvundet af sig selv igen, fortæller Tina Sperling, der dog stadig har cikorie andre steder på grunden og også fortsat mange buksebier.

Hendes grund har meget sandet og tør jord og støder op til stranden, og i skrænten ned til stranden bor digesvaler og bier. Rundt om i bede og i græsset vokser der rød tvetand og vorterod. Her er almindelig gulstjerne, hulrodet lærkespore og huldrevet kodriver som ifølge Tina Sperling selvsår sig selv over det hele. Her er også løgkarse, som Aurorasommerfuglen holder af og katteurt, som ildtægerne tilsyneladende er vilde med. I fugerne mellem fliserne lader hun klokkeblomster og akelejer vokse op, hun har plantet Tørst som citronsommerfuglen lægger sine æg på, og i krattet i skellet holder rådyrene til.

Når der kommer gæster, vil Tina Sperlings mand gerne have gjort terrassen lidt "pæn" og fjerne blomsterne.

- Men det nægter jeg, siger Tina.

Billede

En gammel kvasbunke er fuld af næring, så
her spirer brændenælderne nu frem.
Foto: Mille Holst


Ny haveæstetik

At tænke de naturligt hjemmehørende blomsterarter ind i de danske haver, handler i meget høj grad om at gentænke haveæstetikken. De hjemmehørende arter har ofte været betegnet som ukrudt, men omvendt er det disse arter, som de hjemmehørende insekter har specialiseret sig i. Mange af dem kan ikke leve af de forfinede, fremavlede og ofte eksotiske plantearter. Mange sommerfugle flokkes om sommeren om den klassiske sommerfuglebusk, hvor de finder føde, men sommerfuglene lægger ikke æg på busken og deres larver lever af helt andre planter - for manges vedkommende tidsler og brændenælder. Hvis ikke disse er i nærheden, så kan sommerfuglene ikke reproducere sig, og så uddør de.

Også den fintklippede græsplæne er under lup i vild med vilje-tanken.

- Der er mange, der ikke tænker over, at græsplænen er en ødemark; der er ikke noget liv, siger Sheena Mariah Nielsen om baggrunden for, hvorfor man opfordrer borgerne til at lade de traditionelle kortklippede græsplæner få lov at gro uden at blive klippet. Her dukker nemlig meget hurtigt en masse vilde blomster op, som insekterne har gavn af.

Skal der også spilles bold på græsplænen, så kan man i stedet nøjes med at slå den en gang om måneden og helst på højeste trin.

- Lidt er bedre end det, man gjorde før, siger Christina Kaaber-Bühler, og beroliger med at man ikke skal være bange for at kaste sig ud i vildhaven, selvom man ikke ved noget om de vilde planter.

- Man lærer hen ad vejen, siger hun, men gør samtidig op med myten om at en vild have ikke skal passes. Det skal den nemlig, ellers gror den med tiden til i krat eller tidsler og brændenælder.

- Man kan sagtens nusse i sin vild med vilje have. I stedet for fine stauder er det vilde planter og blomster, man passer, siger hun.

- Slå for eksempel græsset i mosaikker, så man i det ene år tager en del, året efter tager en anden del. Det efterligner heste eller rådyr, der har gået og græsset, siger hun.

Der er dog ikke noget entydigt godt tidspunkt at slå græsset på, men naturvejlederen anbefaler et slet i maj måned og et igen i september.

Lige præcis september måned er Tina Sperling dog ikke tilhænger af:

- Det gjorde vi sidste år, men der var så mange græshopper, så i år venter vi til senere, siger hun.

Billede

Skilla, lærkesporer og almindelig gulstjerne er
der mange af i Tina sperlings have. Foto: Mille Holst


Vil du være havementor?

Christina Kaaber-Bühler glæder sig over det nye samarbejde med vild med vilje havementorerne, men der er plads til flere.

- Hvis der er flere borgere derude, der har lyst til at bidrage og hjælpe andre i gang, så må de meget gerne tage kontakt, siger hun og fortæller, at man ikke behøver vide noget om det hele, men sagtens kan være mentor, hvis man ved en masse om enkelte ting, for eksempel kvashegn

- De største arealer er på private hænder eller i landbruget. Derfor er det vigtigt at sætte noget i gang, siger hun og røber, at hun har planer om at invitere borgere på inspirationsture både på nogle af de vilde kommunale arealer og hjemme hos private borgere, der har vilde haver - men foreløbig sætter coronarestriktionerne nogle begrænsninger.

Billede

Denne lille sort-hvide bille kaldes Spættet tornben
eller tritomegas bicolor. Foto: Mille Holst


arrow Det bliver helt vildt på Bosei...
19. maj 2021 kl. 12:45 Opdateret: kl. 14:51
arrow Vild med vilje på skoleskemaet
12. maj 2021 kl. 12:45 Opdateret: kl. 14:40
arrow Lossepladsen skal blomstre
28. april 2021 kl. 12:33 Opdateret: kl. 15:57
Stemmer du til kommunalvalget i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk