20. oktober 2021
Keld Sørensen på vej på job. Han dannede sit første band, »Four Comets«, hjemme i Odder og optrådte i 30 år med Tanglopperne. Nu tager han alene ud og underholder. Foto: Nina Lise
gallery icon

Se billedserie

Keld Sørensen på vej på job. Han dannede sit første band, »Four Comets«, hjemme i Odder og optrådte i 30 år med Tanglopperne. Nu tager han alene ud og underholder. Foto: Nina Lise
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tangloppe fejrer 75 år med ny sang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Tangloppe fejrer 75 år med ny sang
Vordingborg - 28. september 2021 kl. 10:14
Af Nina Lise

44 år som typograf, 40 år som julemand og 30 år med »Tanglopperne«. Hvis man lægger det hele sammen, burde Keld Sørensen fra Præstø være mindst 114 år. Men der står kun 1946 på dåbsattesten. I dag, tirsdag 28. september, fejrer han 75 år med udgivelsen af sangen »Livet, det har været godt ved mig«.

- Hverken min kone eller mine børn har hørt sangen endnu. Når jeg har gået og leget med den, har det været bag en lukket dør på mit arbejdsværelse, lyder det hemmelighedsfuldt fra Keld Sørensen forud for dagen.

- Jeg spiller den for dem, når vi fejrer fødselsdagen. Først når de har hørt den, lægger jeg den ud på Facebook, fortsætter han.

Stride brødre fra Odder

Keld Sørensen er født og vokset op i Odder. Som søn af overfaktoren - en slags værkfører - på specialtrykkeriet »Koh I Noor« i Odder lå det i kortene, hvor han skulle tage sin uddannelse. Frokostpausen var på en halv time, hvor han og hans bror ilede hjem for at få varm frokost hos mor.

- Hun var hjemmegående, og Gud nåde trøste hende, hvis maden ikke var klar, hvis den var for varm, eller hvis den var for kold. Det husker jeg med gru, indrømmer Keld Sørensen.

Han måtte senere erkende, at der står en kvinde bag enhver mand. Hun hedder i hans tilfælde Ella Sørensen, og han spottede hende fra scenen, da han i 1964 var ude at spille til et halbal i Boulstrup sydøst for Odder.

- I pausen så han, at jeg stod og talte med en anden fyr, som han bestemt ikke kunne lide. Så kom han over til mig, griner Ella Sørensen og sender Keld Sørensen et blik over køkkenbordet.

- Jeg kyssede da også meget bedre, svarer Keld Sørensen rapt. De blev forlovet i 1966 og gift i 1968.

Den musikalske tubetrykker

Keld Sørensen fik tilbud om at komme til Sjælland og blive tubetrykker - først syv år i Faxe og senere 13 år i Præstø. Tubetrykkerier lå ikke på ethvert gadehjørne, så det var et tilbud, han ikke kunne sige nej til.

Han havde dannet sit første band hjemme i Odder, for i pigtrådsæraen med The Beatles og The Shadows måtte man lære at spille på et instrument, hvis man ville gøre indtryk på damerne.

I 1982 dannede han Tang- lopperne, der spillede Kim Larsen, Shu-bi-dua, Bamses Venner og blev kendt for at levere et show ud over det sædvanlige. Blandt andet har de optrådt som strandløver nærmest kun iført badebukser - efter at topmaverne havde indfundet sig. Men uanset deres påhit bakkede Ella Sørensen altid op i kulissen sideløbende med sit arbejde som dagplejemor.

- Der er meget at gøre, når man har en spillemand i huset. Det gik jo ikke, at der var en trøje, der havde skiftet farve under vask, når de alle fem skulle være ens. Så det endte med, at jeg vaskede og strøg for Tanglopperne, fortæller Ella Sørensen, der også var, da Keld Sørensen spillede semiprofessionel revy på den nu nedbrændte Vindbyholt Kro. Hun tog ikke en øre for det.

- Jeg syntes jo, at det var sjovt. Jeg fik glæden som betaling, siger hun.

Tangloppe-eventyret varede til 2012, men Keld Sørensen lagde ikke guitaren på hylden. Han tager stadig ud og spiller for handicappede på bosteder, ligesom der fortsat er bud efter ham til konfirmationer og andre familiefester.

- Det undrer mig, at de unge vil have sådan en gammel en på 75, men det vil de altså, siger Keld Sørensen, der aldrig er nervøs, inden han går på scenen. Det eneste, der kan slå ham ud af fatning, er hvis han skulle blive nødt til at aflyse et job, for han vil ikke ødelægge festen. Heldigvis er det ikke sket endnu.

Julemandsjobbet greb om sig

Keld Sørensen nyder fortsat at tage ud at optræde med sin guitar, men julemandskostumet har han lagt på hylden. Han hoppede i det, da dagplejen i Præstø stod og manglede en julemand til deres årlige juletræsfest. Siden blev han hyret som julemand i Præstø Hallen og var efterfølgende julemand for smedeforbundet, da de havde samlet 600 mennesker i Næstvedhallen.

Tanglopperne har også optrådt i nissekostumer - syet af Ella Sørensen.

- Da jeg første gang skulle optræde som julemand i dagplejen, var jeg nervøs. Jeg var jo bare en mager ung mand uden mave. Jeg er sikker på, at jeg ville krumme tæer, hvis jeg så den optræden i dag, griner Keld Sørensen og tilføjer, at han måtte sige nej, da folk begyndte at ville have ham på besøg som julemand hjemme i stuerne juleaften.

- At han farer rundt resten af året, går nok. Jeg nyder at få fred. Men når man er julemand, er det privatlivet, det går ud over. Det går ikke - særligt ikke op til jul og nytår, fastslår Ella Sørensen.

Privatlivet bliver der også værnet om, når fødselaren skal fejres. Det kommer til at ske kun med den nærmeste familie.

Keld Sørensen har holdt så mange store fester gennem livet - også dobbeltfester som for eksempel da han fyldte 60 og samtidig fejrede, at han kunne gå på efterløn. Nu har han nået en alder, hvor det ikke længere er lige så sjovt at slå sig løs.

- Vores liv har været en stor gang fest og ballade. Så nu foregår det lidt mere stille, siger Keld og Ella Sørensen.

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk