
Det vakte en del undren hos en mand, at han blev ved med at få regninger fra DSB på togture, han aldrig havde foretaget
Han fik syv kontrolafgifter hver på 750 kr. for at have kørt i tog første gang i juni 2018 og sidste gang i september året efter.
Men hans navn og cpr.nr. stod på afgiftsbladet, så pilen pegede på ham. Det var bare ikke ham, der havde skrevet under.
Nu konfronterede han sin kammerat, som han tidligere havde boet sammen med, for hvordan kunne nogen have haft kendskab både til hans navn, adresse og cpr.nr.?
Det endte med en politianmeldelse, og tirsdag 2. marts kom sagen for Retten i Nykøbing Falster. Her mødte den 29-årige tiltalte op, men det gjorde kammeraten ikke, selvom han var indkaldt som vidne.
Alligevel endte det med en domfældelse, for den 29-årige endte med at indrømme, at han havde luret kammeratens cpr.nr. og brugt det i alle syv tilfælde.
Han havde kørt i tog fire gange med udgangspunkt i Vordingborg Station til og fra Odense og Nørreport. Herudover havde han kørt fra Odense til Ringsted, fra Nykøbing Fl. til Slagelse og fra Næstved til Aarhus.
- Dommeren og de to domsmænd endte med at idømme ham 30 dages betinget fængsel. Erstatningsspørgsmålet tog hun ikke stilling til, oplyser senioranklager Mariam Khalil fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kammeraten, der har lidt et tab på syv gange 750 kroner, var der ikke til at kræve pengene tilbage, men uanset om han havde været der eller ikke, er det op til dommeren at afgøre, om tiltalte skal dømmes til at betale pengene til sin kammerat. Skal der ske en udveksling af pengene, bliver det enten frivilligt eller gennem et civilt søgsmål.
Om de to stadig er venner, melder historien ikke noget om.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |