17. oktober 2021
Selvom Bo manderup ofte sidder i en af havens liggestole og læser, så er yndlingspladsen på terrassen ved huset, hvorfra man kan nyde udsigten over hele haven og Præstø Fjord med. Foto: Mille Holst
gallery icon

Se billedserie

Selvom Bo manderup ofte sidder i en af havens liggestole og læser, så er yndlingspladsen på terrassen ved huset, hvorfra man kan nyde udsigten over hele haven og Præstø Fjord med. Foto: Mille Holst
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billeder: Her passes det vilde som prydhaven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se billeder: Her passes det vilde som prydhaven
Opdateret 08. august 2021 kl. 17:01
Vordingborg - 08. august 2021 kl. 09:09
Af Mille Holst mille.holst@sn.dk

Bo Manderups have i Præstø bymidte er bygget op om nogle gamle træer fra ejendommens forrige ejere og med hensyntagen til stedets historie. Selvom der ikke er lavet en decideret haveplan, er alt nøje udvalgt efter farve og tidspunkt for blomstring, og der er ikke noget der gror på steder, hvor det ikke er tiltænkt en plads. Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til hjemmehørende arter og skvalderkål.

arrow Læs også: Naturhaven er et helle for både dyr og mennesker

Bo Manderups have er nøje anlagt, så der er blomster henover hele året. Det er kun i vintermånederne november og december, at her ikke er blomster; resten af året veksler løg, stauder, roser og sommerblomster i et sandt farveorgie.

Sommertema:
Politikernes vilde haver

Vordingborg Kommune deltager i miljøminister Lea Wermelins konkurrence om at blive Danmarks Vildeste Kommune. Lokalpolitikerne har taget beslutninger om at udlægge grønne arealer til mere vild natur og opfordrer borgerne til også at få mere vild natur samt hjemmehørende planter ind i villahaverne. Men hvordan ser politikernes egne private haver ud? Det kigger vi nærmere på henover sommeren, når vi aflægger havebesøg hos de fem politikere i Udvalget for Klima og Miljø.

De fem politikere, der viser deres have frem er:
  • Else-Marie Langballe Sørensen (SF), udvalgsformand, bosat i Vordingborg
  • Daniel Irvold (K), formand for §17.4-udvalget ”Mere natur i Vordingborg Kommune”, bosat i Kostræde Banker
  • Susan Thydal (S), bosat i Nyråd
  • Bo Manderup (V), bosat i Præstø
  • Ann Busch (Å), bosat i Næs

- Det er en fantastisk have. Jeg nyder den rigtig meget, fortæller Bo Manderup, men indrømmer samtidig, at han kun nyder sin have. Det er hustruen Karen Margrethe Olsen, der passer den og sørger for at den altid fremstår fra sin bedste side.

Blomsterne er nøje udvalgt, så de passer sammen i farve og højde, og sådan at de blomstrer på skift, for haven skal være en nydelse at se på hele året rundt.

- Der har altid været en fin have her, fortæller Bo Manderup, der har set billeder af de tidligere ejeres have.

Huset blev bygget i 1908 af overretssagfører Søren Dambæk, hvis søn Mogens Dambæk overtog såvel faderens praksis som hjem, efter dennes død i 1939.

- Mogens' kone var meget interesseret i have, fortæller Bo og forklarer, at hun anlagde stier, der ledte besøgende rundt i haven, hvor der flere steder var placeret små borde og stole.

- Hun anlagde ikke nogen terrasse, for hun mente, det bandt familien for meget til den. Hun ville hellere have familien rundt i haven, fortæller Bo Manderup. Dén tanke forsøgte han og hustruen at føre videre, men de syntes ikke, det fungerede.

- Problemet med haven er, at den hælder meget, siger han og oplyser at haven ligger på Præstøs højeste punkt, 13 meter over havet.

Karen Margrethe og Bo har derfor anlagt en stor terrasse ved huset, hvorfra der er en storslået udsigt ud over Præstø Fjord.

- Jeg kan rigtig godt lide vuet over haven, der skråner ned mod vandet, siger Karen Margrethe og Bo indrømmer, at den gamle Fru Dambæk på sin vis har ret i at en terrasse binder familien til den. De tilbringer nemlig meget tid netop her, hvorfra man kan overskue hele haven og se videre over til Marjatta på den anden side af fjorden.

Billede

Bedene er farveafstemte. Et fyrretræ står i et af
havens store blomsterbede, som i øjeblikket har
blå og lilla farver. Rundt om valnøddetræet på den
anden side er havens gule blomster, og langs hækken
får skvalderkålen lov at blomstre. Foto: Mille Holst


Vildt i en passet form

For Bo Manderup og Karen Margrethe handler Vild med vilje ikke om at lade stå til, men om at give plads til det, man synes kan passe ind i sin have - som i øvrigt ikke en statisk ting. Karen Margrethe flytter jævnligt rundt på havens blomster, så der kommer nye farvekombinationer og bliver plads til nye ideer.

- Det her er jo ikke en traditionel vild med vilje have, siger hun, og Bo har lidt svært ved overhovedet at se noget vildt ved haven.

Græsplænen bliver slået ofte og holdt kort. Det skyldes dels at parret har en hund, som de leger meget med på plænen, dels at de selv bruger plænen til leg, når børn og venner er på besøg.

I havens forskellige blomsterbede er der ikke en plante eller et strå, der står et sted, hvor Karen Margrethe ikke vil have det. Her bliver luget, så her kun er de planter, hun har valgt skal være der.

Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke bliver taget hensyn til naturen eller de hjemmehørende arter.

- Vi får først ordnet hækken medio juli, når vi kan se, at fuglene ikke bruger rederne mere, fortæller Karen Margrethe, der også har en lidt usædvanlig yndlingsblomst: Skvalderkålen.

- Jeg har masser af skvalderkål, men den er ikke i dette bed, siger Karen Margrethe og peger på det store staudebed i venstre side af haven.

- Det handler meget om at vide, hvad man vil have og hvor man vil have det, mener hun og viser, at skvalderkålen gror langs stengærdet og den op til seks meter høje stedsegrønne vedbend i skellet, ligesom den har fået plads langs det modsatte skel også.

- Vi spiser den ikke; vi har den mest for blomsterne, men vi klipper dem ned inden de sætter frø, fortæller hun, for sådan holdes den bedst i ave.

I et andet bed har nogle larver gnavet sig igennem storkonvallerne, der står meget afpillede tilbage.

Hverken Karen Margrethe eller Bo ved, hvad det er for larver, og de vil egentlig gerne af med dem - men vil først forsøge at finde ud af, om det er larver, der bliver til skønne sommerfugle eller lignende, for så får de en chance - nu de alligevel har ædt det meste af storkonvallerne.

Billede

Nogle larver af en for Bo og Karen Margrethe
ukendt art er godt på vej til at æde sig igennem
bedet med storkonvaller. Foto: Mille Holst


Plads til dyrene

Der er masser af dyreliv i Bo og Karen Margrethes have. Her er både egern, mus, flere pindsvin, sommerfugle og en række forskellige biarter og ikke mindst svaler, som bor i de omkringliggende bygningers portåbninger og lignende

- Når der er så mange svaler, må det jo være fordi, der er meget at spise, mener Bo Manderup.

Mange af dyrene nyder godt af havens store valnøddetræ. Allikerne har lært sig at samle en nød op, flyve højt op i luften og smide nødden ned på tagene, hvorfra de triller og hopper ned på terrasser og gader, hvorved nødden åbner sig. Og også musene i stengærdet har lært sig nogle tricks.

- De kan høre, når græsslåmaskinen slår en nød over. Så snart jeg går videre med maskinen, kommer de ud og henter den. Det er så sjovt, fortæller Karen Margrethe.

Billede

Et af havens bede med sommerblomster i
fuldt flor. Foto: Mille Holst


Frøblandinger

Karen Margrethe har også sået en lang række forskellige sommerblomster i staudebedene samt rundt om nogle af havens træer og gamle træstubbe. Når de afblomstrer indsamler hun frø, så hun har frøsamlinger til næste års blomstrende have.

Frøblandingerne sår hun, efterhånden som de første forårs- og sommerstauder afblomstrer og giver plads i bedene. Så snart de er sået, trykker hun dem ned i jorden ved at gå på dem med flade sko. På den måde undgår hun, at fuglene spiser dem eller vinden blæser dem væk.

Billede

Tidligere stod der flere store træer i haven.
Omkring en af de gamle stubbe har Karen
Margrethe anlagt et blomsterbed. Foto: Mille Holst


arrow Vild engelsk cottagestil
01. august 2021 kl. 09:15 Opdateret: kl. 13:52
arrow Ikke alt i en have vises frem med stolthed
30. juli 2021 kl. 12:33 Opdateret: kl. 15:17
arrow Jeg sætter mig ikke ind i, hvilke blomster der kommer
27. juli 2021 kl. 20:01 Opdateret: kl. 16:17
Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk