
Sagen om svindel med lønkompensation, som onsdag fik to personer - en 45-årig kvindelig direktør og en 53-årig mandlig daglig leder - varetægtsfængslet, har rødder på Bogø.
Politiet gik ellers stille med dørene, da sagen kom frem, og det fremgik ikke, hvor personerne var hjemhørende. Men næsten samtidig kom der en pressemeddelelse om et grundlovsforhør med gerningssted Bogø - og senioranklager Rune Jensen bekræfter nu, at det ikke var et tilfælde.
- Ja, der er tale om samme sag, siger han.
De to personer er ifølge politiet beskæftiget i et selskab i byggebranchen, som altså har adresse på Bogø. Efter en »kort og intensiv« efterforskning er de blevet sigtet for »svig af særlig grov karakter« med offentlige midler for cirka 1,7 millioner kroner. Det har de gjort ved at udnytte lønkompensationsordningen under Covid-19, og de sigtes ligeledes for »grov hvidvask« for et millionbeløb. Politiet har desuden beslaglagt et større pengebeløb i forbindelse med efterforskningen.
Dørene blev lukket ved grundlovsforhøret, og Rune Jensen kan derfor ikke tilføje meget andet end det, der allerede er kommet fre. Han kan eksempelvis ikke oplyse, præcis hvad svindlen går ud på, men i andre sager, der har været fremme, har der eksempelvis været tale om, at folk har modtaget lønkompensation, selvom de ikke er ophørt med at arbejde under coronakrisen, og i nogle tilfælde har de sigtede slet og ret opfundet fiktive ansatte for at få kompensation for deres »hjemsendelse«.
- Der er nedlagt navneforbud i sagen, og begge de sigtede nægter sig skyldige. De er blevet varetægtsfængslet indtil den 6. juli, og den kvindelige sigtede har kæret varetægtsfængslingen, mens den mandlige har taget forbehold for en kære, siger Rune Jensen.
Politiinspektør Kim Kliver, der står i spidsen for efterforskningen, oplyser i øvrigt, at de to er sigtet for forhold, som under den midlertidige kriselovgivning kan udløse fire-dobbelt straf.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her