

Se billedserie
Det bliver sandsynligvis Hårbølle Havn, der løber med gevinsten i forbindelse med, at Vordingborg Kommune har fremrykket tre millioner anlægskroner fra 2021 til i år øremærket havnerenovering.
Fremrykningen skete som reaktion på coronakrisen, hvor kommunalbestyrelsen vedtog det i et forsøg på at holde hjulene i kommunen i gang, men det var på det tidspunkt ikke oplagt, at en enkelt havn skulle nyde godt af det fulde beløb. Det ser ikke desto mindre ud til at blive tilfældet nu, hvor et enigt Plan- og Teknikudvalg på sit møde i sidste uge valgte at følge administrationens anbefaling om, at alle tre millioner skal gå til renovering af Hårbølle Havn.
Oveni har udvalget også anbefalet en ekstrabevilling på yderligere knap 2,5 millioner kroner.
Og det er ikke uden grund, at man pludselig i den grad har fået spenderbukserne på i udvalget, for en nylig besigtigelse af Hårbølle Havn har vist, at det står voldsomt dårligt til.
Firmaet Broconsult, der har gennemført besigtigelsen, konkluderer ganske enkelt, at flere af anlægskonstruktionerne er i en »akut kritisk tilstand« og bør renoveres nu. Firmaet har også besigtiget Masnedø Havn og Bogø Havn, men rapporten efterlader ingen tvivl om, at det er i Hårbølle, at behovet presser sig på her og nu.
- Det er så slemt derude, at hvis vi ikke gør noget nu, så styrter det i havet. Eller for at sige det på en anden måde: Det ved ikke, det kan styrte i havet, for så havde det allerede gjort det, siger Plan- og Teknikudvalgets formand, Michael Larsen (R).
Vordingborg Kommune overtog den hidtil privatejede Hårbølle Havn i 2015, og allerede dengang vidste kommunen, at havnen havde brug for reparationer i en størrelsesorden på godt 5,5 millioner kroner. En del af det arbejde er så blevet udført i de mellemliggende år, men den seneste udvikling, hvor nedslidningen altså har taget fart, er kommet oveni de allerede forventede udgifter.
- Det er kommet som en tyv i natten, for at sige det lige ud, siger Michael Larsen.
Alligevel mener han ikke, at det var en fejl, at kommunen overtog havnen tilbage i 2015.
- Det tror jeg ikke, der er nogen af os, der synes. Det er en dejlig lille perle blandt de mange, vi har, og en vigtig del af vores turisme med den lange kystlinje, siger han.
Det er i sidste ende kommunalbestyrelsen, der skal godkende projektet, hvilket tidligst kan ske på mødet sidst denne måned. Vejen skulle dog være banet med indstillingen fra et enigt udvalg, og når den endelige godkendelse er i hus, kan projektet så sendes i udbud.
I mellemtiden får havnens dårlige tilstand dog visse konsekvenser for folks færden på stedet denne sommer.
- Vi har spærret en del af havnen af. Det er vi simpelthen nødsaget til af sikkerhedsmæssige årsager. Men der kan stadig godt være liv på havnen her til sommer. Folk, der kommer der, er gode til at indrette sig, og det tror jeg også, turisterne og gæstesejlerne vil gøre, siger havnefoged Kim Kær Nielsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her