

Se billedserie
Sveden glinser i rekrut Martin Bach Rasmussens sortslørede ansigt, mens han svinger hakkejernet. Skyttehullet, som hans gruppe er ved at grave i øvelsesterrænet på Kulsbjerg, skal nå højeste mand til brystet, og den højeste er Kestrup, som er to meter.
Men Martin Bach Hansens piber ikke. Han har bøfferne i orden til at få løsnet jorden i skoven.
- Jeg har både løbet og styrketrænet, inden jeg skulle i militæret, siger han.
Martin Bach Hansen er én af de 61 nye soldater, som 17. august mødte op til fire måneders værnepligt på Vordingborg Kaserne.
Alle har meldt sig frivilligt under fanerne, sådan har tendensen været i flere år. Men det er ikke ensbetydende med, at nutidens værnepligtige, der må formodes at være ekstra motiverede, uden besvær kan honorere Forsvarets fysiske krav.
- Det er en bred vifte, vi får ind som værnepligtige. Nogle er i sindssygt god form, andre er ikke, siger sergent Christoffer Clausen, der som MFT'er står for den militære fysiske træning.
Samme holdning deler major Klaus Gabriel Sørensen fra Center for Militær Fysisk Træning.
- Vi ser en polarisering i samfundet, hvor nogle er meget aktive, mens andre sidder meget ned på grund af spillekulturen og den teknologiske udvikling. De er også de to grupper, vi får ind i Forsvaret, siger Klaus Gabriel Sørensen, der har beskæftiget sig med værnepligtige i over 30 år.
Det er de nye soldaters første øvelse i felten. De er i gang med at opbygge et beredskabsområde, som i en rigtig krig ville ligge bag selve kampzonen, så soldaterne kan genopbygge kampkraft.
Lejren skal naturligvis beskyttes, og det er Mia Rasmussen, som har en af vagttjanserne. Hun ligger fladt på maven med geværet pegende ud i skovterrænet.
Selvom Mia Rasmussen også havde løbet og styrketrænet, inden hun kom ind, dumpede hun til de to fysiske prøver, som de værnepligtige skal igennem. Der er tale om en Cooper-test, hvor man måler hvor langt man kan løbe på 12 minutter, og så en styrketest.

Mia Rasmussen skulle bruge to forsøg til at
klare løbe- og styrketesten. Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
At Mia Rasmussen ikke klarede kravet på 2200 meter til Cooper-testen, tilskriver hun en fiberskade, som hun fik under en fodboldkamp, inden hun blev soldat.
- Jeg manglede 50 meter, men jeg bestod begge prøver anden gang, fortæller Mia Schytte Rasmussen.
Ud af de 61 nye soldater er knap 10 udgået, fordi de ikke kunne gennemføre hverdagen.
- De fleste falder fra, fordi de ikke fysisk er rustet til det, men vi sender ikke flere hjem med fysiske problemer, end vi gjorde tidligere, siger Klaus Gabriel Sørensen.

De nye soldater bliver trænet, så de kan klare
fysiske udfordringer, som for eksempel at grave
skyttehuller. Foto: Jørgen Chr. Jørgensen
Værnepligten er på fire måneder, og her indgår 32 timers fysisk træning. Det har allerede haft en målbar effekt på den to meter høje Albert Kestrup.
. Den første dag i august, inden Kestrup fik sit soldatergrej udleveret, mødte han op i Paris Saint Germans mørkeblå fodboldtrøje, der synligt strammede over maven.
- Jeg vejede 130 kilo, da jeg kom ind. Nu er jeg nede på 118, smiler Albert Kestrup og tilføjer:
- Jeg får ikke så mange kalorier, og jeg bevæger mig langt mere end før.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her