Siden fundet af et skelet i et naturområde ved Præstø sidste lørdag har der været spekulationer om, at det var tale om den forsvundne Magnhild Hansen.
Politiet har hidtil ikke kunne bekræfte den formodning, men nu har politiet netop meldt ud, at der er tale om den 85-årige kvinde, der blev meldt savnet 15. juni.
Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at en undersøgelse af hendes tandsæt har fastslået hendes identitet.
Den afdøde blev fundet i et naturområde ved Mønvej i nærheden af Tubæk Å, kun et par hundrede meter fra hendes bopæl.
- I sommer iværksatte politiet en eftersøgning med hunde, droner og helikoptere, og eftersøgningsgruppen Forsvundne Personer med hjælp fra Hundetjenesten har også ledt. Hvordan kan det så være, at Magnhild Hansen ikke er fundet før?
- Det er et meget uvejsomt sted, et område som ind imellem står under vand. Men nu vil vi kikke på, om der er nogle læringspunkter i forhold til vores måde at søge på, svarer Søren Ravn Nielsen
Efter politiets opfattelse ligger der ikke en forbrydelse bag den 85-åriges forsvinden.
De pårørende er underrettet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her