

Se billedserie
Begejstringen var stor, da kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune i 2013 bevilgede 2,5 mio. kr. til at konstruere en ny regnvandsledning og pumpebrønde til at lede vand væk fra det lave område ved Amalievej, Færgegårdsvej og Christian Mathiesensgade.
En del af regnestykket var, at husejerne selv skulle bekoste dræn i haverne og tilslutning til ledningen. Det er blevet gjort, og projektet er slut, men det har resulteret i et andet problem: Husene slår sig, nu hvor vandet er væk, og revnerne bliver større og større.
- Vi har seks forskellige forsikringsselskaber i området, og de vil ikke betale for skaderne, fortæller Jonna Colding, tidligere formand for Masnedsund Vandafledningslaug.
Lavet havde, da det var på sit højeste 176 betalende medlemmer ud af 205 parceller.
- Jeg kan stikke en lillefinger ind i revnerne, siger Jonna Colding.
Hendes forsikringsselskab er Alm. Brand. De har skrevet til hende:
»Når vi siger, at årsagen til skaden og selve skaden skal være sket på ét tidspunkt, betyder det, at årsagen til skaden og selve skaden skal ske samtidig.

Jonna Colding og hendes søn Per til møde med
kommunen 2. september 2014. Foto: Jonna Colding
I dit tilfælde betyder det, at der ikke kan tilbydes nogen erstatning, da det ikke anses som pludselig skader, at huset sætter sig og forårsager ovennævnte forhold, og det vurderes at være sket over et tidsrum og ikke på et tidspunkt.«
Det forstår Jonna Colding godt. hun skyder på kommunen og siger:
- Det er pga den ringe og for langsome forvaltning af grundvandet, i vores bolig omraade.
Ingeniør i Vordingborg Kommune Allan Schmidt anerkender problemet, men siger, at husene også kunne revne, før drænene og ledningen blev lavet.
- Det grundlæggende problem var, at grundvandet stod højt. Nogle gange var det meget højt, og i tørre periode stod det lavt. Det gik op og ned. Nu har vi løst det, så vandet bliver ledt væk, selvom husene stadig ligger lavt. Men det er naturligt, at murene slår sig, når vandet helt forsvinder, siger Allan Schmidt.
Formand for Udvalget for Klima og Miljø (SF) Else-Marie Langballe Sørensen glæder sig over, at projektet med at lede vandet væk, er lykkes.
- Der skulle ikke meget til, før de fik vand i haverne ved Amalievej. Men det er et stykke tid siden, at vi har fået nogle henvendelser, siger hun.

Haverne ligger meget lavt i kvarteret, og det er
ikke blevet bedre af, at Amaliehaven er blevet
bygget. Den ligger nemlig højere end husene.
Foto: Jonna Colding
Projektet fandt sin officielle afslutning på sidste møde i udvalget, hvor man konstaterede, at pengene var brugt minus knap 300.000 kroner. De faldt dog på et tørt sted, da højvandsdiget ved Ore Strand, som blev afsluttet i 2017, havde kostet 141.000 kroner ekstra. Resten af pengene går tilbage i kommunekassen.
Én ting resterer dog uløst ifølge Jonna Colding. Hun siger, at på et møde mellem beboerne og kommunen i Medborgerhuset i Kirkeskoven 2.september 2014, lovede Allan Schmidt, at projektet med dræn gennem alle haverne ville blive tinglyst. Det er ikke sket.
Men det er ikke sådan, at Allan Schmidt husker det.
- Jeg havde lovet, at vi ville undersøge muligheden for det, siger han og forklarer, hvorfor det ikke er sket:
- Hvis man laver et stort projekt, der er forankret i et lav med bestyrelse, som afholder udgifterne til den fælles drift og vedligeholdelse, kan det tinglyses. Men beboerne kunne ikke blive enige om det. Nu har hver enkelt beboer pligt til at vedligeholde systemet på sin egen ejendom efter vandløbsloven.
Han siger, at Masnedsund Vandafledningslaug ikke er et offentligt lav, men en forening.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |