17. januar 2021
Jesper Blomberg.
Jesper Blomberg.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mangel på udlejningshuse kan skade turismeomsætning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mangel på udlejningshuse kan skade turismeomsætning
Vordingborg - 11. januar 2021 kl. 06:00
Af Lene C. Egeberg

Sommerhussalget boomede sidste år, også på Møn. Og mens det er glædeligt, at der er gang i omsætningen på den front, så ansporer det også til en tendens, som kan få negativ betydning for den lokale turismeomsætning.

Sådan lyder advarslen fra Jesper Blomberg, direktør for Feriepartner Møn-Stevns. For mens sommerhusene skifter hænder, oplever selskabet, at de nye ejere i modsætning til de gamle i mange tilfælde ikke ønsker at leje deres huse ud. Det betyder færre sommerhuse til udlejning, hvilket allerede kan mærkes nu.

- Vi har mistet omkring 50 huse og kun fået måske 20 nye ind. Det er i hele vores geografiske område, men med den absolutte hovedvægt på Møn, siger Jesper Blomberg.

Det er ellers ikke fordi, interessen for at leje et sommerhus i år ser ud til at være aftagende, uddyber han.

- Vi oplever allerede massiv interesse fra tyskerne, selvom de ikke engang ved endnu, om de må komme. Og danskerne ligger 30 procent i plus i forhold til sidste år, siger han.

Han understreger, at det ikke kun er på egne vegne, at han kommer med sit opråb:

- Jeg skal nok overleve, men lokalsamfundet kommer til at mangle de tilkøbseffekter, der kommer fra turisterne. Det vil komme til at afspejle en nedgang i den totale turismeomsætning og heraf afledte mulighed for lokal udvikling, hvis ikke vi får vendt trenden, siger Jesper Blomberg.

Han kritiserer ikke sommerhusejerne for ikke at stille deres huse til rådighed for udlejningsmarkedet, men alligevel opfordrer han dem til at tænke over mulighederne og måske træffe en anden beslutning.

Der er nemlig masser af uger at tage af, selv når sommerhusejerne har nydt deres egen ferie på Møn.

- På nogle af de bedste huse ligger der måske 10-12 uger, som ikke bliver udnyttet, siger Jesper Blomberg. Det er ledige uger, som ikke blot kunne bruges til at give andre familier en god ferieoplevelse, men også ville bidrage til vækst i lokalområdet.

Med til billedet hører også, at turister gennemsnitligt lægger flere penge i lokalsamfundet under deres ferie, end når ejerne selv bruger deres huse.

På den baggrund håber Jesper Blomberg, at flere sommerhusejere - nye som gamle - vil overveje at stille deres huse til rådighed for udlejning.

- Man kan spørge sig selv, skal mit huse bare stå der, eller skal jeg faktisk få dækket omkostningerne, siger han.

Det skattefrie fradrag for udlejning af privat sommerhus i 2021 er 42.800 kroner og herudover er der bundfradrag på 40 procent af den skattepligtige andel.

I denne uge begynder VM i håndbold. Tror du det danske herrelandshold kan vinde VM?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk